Demokraatit: Bekymrende situation på Ilisimatusarfik

Den nuværende situation, hvor der er stor udskiftning af ledere og forskere i Ilisimatusarfik, er bekymrende. Demokraatit efterspørger politisk fokus for at sikre stabil udvikling i landets højeste uddannelsessted.

Der skal være større politisk fokus, så situationen i Ilisimatusarfik kan genoprettes. Det mener Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen.

To højtplacerede ledere søges, mens flere institutledere fremstår som fungerende. Samtidig har en række forskere og ledere forlagt Ilisimatusarfik, hvilket betegnes som en alvorlig situation af Naalakkersuisoq for uddannelse, Aqqaluaq B. Egede i et svar til Demokraatits Jens-Frederik Nielsens paragraf 37 spørgsmål.

- Det bekymrer mig, at Ilisimatusarfiks ledere ikke besidder den store kontinuitet. For hvis man skal indfri ambitiøse målsætninger for en organisation, så forudsætter det en kontinuerlig og kompetent ledelse, der kan gennemføre de løbende forandringer og tilpasninger over tid, som enhver organisation kræver, hvis man vil fastholde sin førerposition, skriver formand for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen i en pressemeddelelse.

Politisk fokus nødvendig

Jens-Frederik Nielsen finder det bekymrende, at flere forskere, både lokale og udenlandske, ikke længere er tilknyttet Ilisimatusarfik, da denne udvikling kan påvirke Ilisimatusarfiks position på sigt:

- Forskerne er også undervisere - og jo færre forskere med en ph.d.-baggrund, desto flere eksterne undervisere skal der tilknyttes. Oftest uden en forskningsmæssig baggrund. Det forværrer muligheden for at tilbyde forskningsbaseret undervisning til de studerende, som ellers er det normale udgangspunkt for et universitet. 

- Ethvert universitet har brug for nye input udefra, hvis man til stadighed skal udvikle sig. Uanset om forskerne udefra er tilknyttet et universitet på del- eller heltid, er de som udgangspunkt en gevinst for en højere læreranstalt, da de kommer med nye måder at anskue en problemstilling på. I den nuværende situation er der en stor fare, at Ilisimatusarfik lukker sig om sig selv, skriver han.

Derfor efterspørger han større politisk fokus på situationen, da et succesfuldt Ilisimatusarfik, der får omkring 100 millioner kroner via finansloven, vil gavne hele landet.

Powered by Labrador CMS