POLITISK ØKONOMISK REDEGØRELSE

Demokraatit kræver valg til Inatsisartut

Manglende finansiering af skattereform, en ny fiskerilov der giver negative virkninger, et sundhedsvæsen der er i krise er nogle af de argumenter, som formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, bruger i sin appel til formanden for Naalakkersuisut om at udskrive valg til Inatsisartut hurtigst muligt.

Jens Frederik Nielsen
Formanden for Demokraatit Jens-Frederik Nielsen mener tiden er inde til at der kommer nye folk med nye idéer til magten og at tiden er til et nyvalg til Inatsisartut.

Helt til det sidste var der dyb splittelse og en uforsonlig politisk tone mellem koalitionen og oppositionen i Inatsisartut. 

Det viste i hvert fald behandlingen af Naalakkersuisuts politisk-økonomiske beretning, som var det allersidste punkt på denne forårssamling, tirsdag den 28. maj.

Naalakkersuisut og koalitionspartierne er overbevist om, at den førte økonomiske politik er den rigtige og farbare vej, for at landet fortsat kan arbejde henimod økonomisk frihed.

Men oppositionspartierne, og især Demokraatit mener, at koalitionen udsætter landet og borgerne for økonomisk stagnation. Dette specielt med henvisning til den nye fiskerilov:

- Den nye fiskerilov betyder helt enkelt, at vi kommer til at tjene færre penge, end vi kunne have gjort. Dette er skidt for den enkelte grønlænders privatøkonomi, det er skidt for vores fælles velstand og velfærd, og det er skidt i vores bestræbelser på at blive økonomisk selvbærende med henblik på at skabe en økonomisk situation, der kan give os politisk selvstændighed, siger Jens-Frederik Nielsen i sit ordførerindlæg. 

Højlydt skænderi om bankens signaler

Politikerne står også stejlt mod hinanden i deres forståelse af bankernes reaktion på den nye fiskerilov, det gælder især Grønlandsbankens reaktion. Politikerne tøver ikke med at tage bankernes reaktion til indtægt for deres argumenter.

Koalitionspartierne står fast ved, at Grønlandsbanken og andre banker har åbnet op for muligheden for, at fiskerne kan optage lån. Dette mens oppositionspartierne står fast på, at samme banker stiller krav til "forvaltningsmæssig bæredygtighed", hvilket ifølge oppositionen også betyder, at fiskerne, især i forvaltningsområde 47, vil blive reduceret kraftigt, da kvoterne skal ned på biologernes rådgivning.

Behov for at rense luften

Jens-Frederik Nielsen (D) kritiserer Naalakkersuisut for manglende vilje til at lytte og manglende vilje til at indgå kompromiser:

 - Vi har et Naalakkersuisut, der er kørt fast, og der er brug for at få renset luften med et valg til Inatsisartut.

Nielsen påpeger, at Naalakkersuisut og koalitionen, ifølge Demokraatits mening, henter penge af borgerne bruger samme penge til omfordeling igennem skattereformen. 

Han nævner som eksempel emballagebekendtgørelsen, hvorfra 85 millioner kroner er blevet hentet igennem emballageafgifterne, ligesom han påpeger en det han kalder en skjult skat som Tusass, der på grund af sine priser, leverer et stort udbytte til landskassen, stort set hvert år. 

Men også sundhedsvæsenets udfordringer med rekruttering og fastholdelse mener Demokraatit, at Naalakkersuisut forsøger at famle sig igennem.

Jens-Frederik Nielsen runder af med en scenarie med at fremtidige politisk-økonomiske beretninger vil vise stagnation som konsekvens af Naalakkersuisut og koalitionens handlinger, især som konsekvens af vedtagelsen af den nye fiskerilov.

Urokkelig koalition

Naalakkersuisut stod dog umiddelbart ikke til at rokke under den langstrakte debat i Inatsisartut.

Naalakkersuisoq for finanser og formand for Siumut, Erik Jensen, sagde blandt andet:

- Vi har forsøgt at række hånden ud til oppositionspartierne, men hver gang bliver vi mødt med afslag. Demokraatit har været med i skattereformsarbejdet lige til det sidste, men af grunde de selv må forklare, har partiet i sidste øjeblik valgt at gå fra forhandlingerne.

- Nu skal finanslovsforslaget for 2025 forberedes og forhandles om, og alle partier vil blive indkaldt til forhandlinger. Det er ikke nok med, at vi råber i hver sin ende, hvis vi vitterligt vil gøre dagligdagen nemmere for borgerne, så skal vi handle. 

- Vi er også igennem årene blevet opfordret til reformer fra økonomisk råd, nu er vi kommet igang med reformerne, og det er ærgerligt, at oppositionspartierne ikke vil være med til at realisere de nødvendige ændringer, påpeger Naalakkersuisoq for finanser og skatter, Erik Jensen blandt andet.

Powered by Labrador CMS