Derfor er Grønlands selvbestemmelse med i forsvarsaftalen med USA

Den nye aftale mellem Grønland, Danmark og USA bygger videre på forsvarsaftalen fra 1951. Den giver blandt andet USA mulighed for at modernisere og udvide aktiviteterne på Pituffik Space Base og etablere nye forsvarsområder i Narsarsuaq og Mestersvig. USA får også omfattende adgang til grønlandsk territorium, luftrum og territorialfarvand i forbindelse med forsvarsaktiviteter.

Aftalen styrker samtidig NATO's rolle i Arktis. Lande uden for NATO må ikke etablere egne militære installationer eller have en permanent militær tilstedeværelse i Grønland.

Men aftalen handler ikke kun om den nuværende sikkerhedssituation.

Den fastslår også, at det grønlandske folk har ret til selvbestemmelse. Og hvis Grønland i fremtiden bliver selvstændigt, lægger aftalen op til, at en selvstændig grønlandsk stat skal overtage aftalens rettigheder og forpligtelser og forblive i NATO.

Det er her, spørgsmålet om selvstyrelovens § 21 bliver relevant.

Hvorfor § 21 er relevant

Selvstyrelovens § 21 beskriver proceduren for Grønlands eventuelle overgang til selvstændighed. Bestemmelsen regulerer forholdet mellem Grønland og Danmark og fastlægger den politiske proces frem mod en mulig selvstændighed.

Den nye forsvarsaftale er derimod en aftale mellem tre parter: Grønland, Danmark og USA.

Sara Olsvig er ph.d. i arktiske studier fra Ilisimatusarfik og uddannet antropolog (cand.scient.anth.) fra Københavns Universitet.

Ifølge Sara Olsvig er det netop derfor vigtigt, at spørgsmålet om selvbestemmelse også er med i aftalen.

– Det sker i en tid, hvor verdensordenen er under forandring, og hvor små stater, selvstyrende nationer og særligt oprindelige folk, må kæmpe hårdere for at gøre sig gældende, og beskytte deres rettigheder. Politisk kan jeg derfor godt forstå, at man fra grønlandsk side har ønsket, at § 21 skulle indgå i aftalen, siger hun.

For Olsvig handler det blandt andet om, at USA som part i aftalen anerkender det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.

– Det er et budskab til Danmark og til USA og måske også til det internationale samfund.

Hun peger dermed på, at selvbestemmelsesretten ikke kun bliver behandlet som et spørgsmål mellem Grønland og Danmark, men også bliver anerkendt i en aftale, som USA er part i.

USA's interesse i Grønlands fremtid

USA's interesse i Grønlands fremtid går samtidig længere tilbage end den aktuelle debat.

I en amerikansk diplomatisk indberetning fra november 2007 informerede den amerikanske ambassade i København om Grønlands bevægelse mod større selvstyre og mulig fremtidig selvstændighed. Samtidig beskrev ambassaden USA's voksende sikkerheds- og økonomiske interesser i Grønland.

I dette notat informerede ambassaden blandt andet om, at USA havde en interesse i, at en eventuel fremtidig grønlandsk selvstændighed fik en positiv betydning for amerikanske interesser og det transatlantiske forhold. Ambassaden fremhævede blandt andet Pituffiks strategiske betydning samt amerikanske økonomiske interesser i Grønland.

Informationerne viser dermed, at USA allerede i 2007 forholdt sig til muligheden for grønlandsk selvstændighed og til, hvordan en sådan udvikling kunne påvirke amerikanske interesser.

Det er også den historiske udvikling, Olsvig peger på, når hun ser den nye aftale i sammenhæng med USA's længerevarende interesse i Grønlands fremtid.

En aftale, USA også skal kunne acceptere

For Olsvig handler spørgsmålet derfor ikke kun om, hvad Grønland ønsker at få anerkendt.

USA har betydelige sikkerhedsinteresser i Grønland, og den nye aftale giver USA omfattende militære rettigheder. Samtidig anerkender aftalen Grønlands ret til selvbestemmelse.

Det skaber ifølge Olsvig en sammenhæng mellem Grønlands politiske udvikling og USA's sikkerhedspolitiske interesser.

Hun peger blandt andet på, at USA som stormagt sætter de overordnede grænser for Grønlands politiske handlerum.

– Det er ikke Danmark, der begrænser Grønlands politiske handlerum. Det er USA.

Hun vurderer samtidig ikke, at de nuværende aftaler i sig selv forhindrer Grønland i at blive selvstændigt.

– Jeg vurderer ikke, at aftalerne i sig selv begrænser Grønlands mulighed for at blive selvstændigt i fremtiden. For USA har det handlet om at sikre sig, at et fremtidigt selvstændigt Grønland forbliver inden for alliancen og bibeholder en forsvarsaftale med USA.

Spørgsmålet bliver derfor ifølge Olsvig, hvordan Grønlands ønske om selvbestemmelse kan eksistere side om side med USA's sikkerhedsinteresser.

Hvad der sker ved en eventuel selvstændighed

Den nye aftale forsøger at beskrive scenariet om selvstændighed.

Hvis Grønland bliver selvstændigt, skal den nye grønlandske stat ifølge aftalen overtage de rettigheder og forpligtelser, som Danmark har i aftalen. Samtidig skal den selvstændige stat forblive i NATO – eller søge medlemskab, hvis det bliver nødvendigt.

Bestemmelsen betyder ikke, at forsvarsaftalen afgør, om Grønland kan blive selvstændigt. Den beskriver derimod, hvilke forsvars- og sikkerhedspolitiske rammer der skal gælde, hvis Grønland en dag bliver en selvstændig stat.

Det er derfor også her, at forbindelsen til § 21 bliver tydelig: Selvstyrelovens § 21 beskriver vejen mod en mulig selvstændighed, mens forsvarsaftalen beskriver, hvordan det eksisterende sikkerhedssamarbejde skal fortsætte, hvis den situation opstår.

Grønland mellem USA og andre allierede

Aftalen skal samtidig ses i en bredere sikkerhedspolitisk sammenhæng.

I januar 2026 deltog militært personel fra flere europæiske NATO-lande i den danskledede øvelse Arctic Endurance i Grønland. For Olsvig er samarbejdet med flere allierede vigtigt, fordi Grønland dermed har relationer til andre lande end USA.

– Hvis man skal undgå at blive yderligere presset af USA, er det vigtigt at have andre allierede. Og her er Danmark lille.

Hun peger blandt andet på de europæiske NATO-lande og Canada som lande, som Grønland har kunnet styrke samarbejdet med.

Aftalen og spørgsmålet om § 21

Den nye forsvars- og sikkerhedsaftale regulerer først og fremmest forsvar og sikkerhed. Den giver USA adgang til Grønland og mulighed for at udbygge sin militære tilstedeværelse, samtidig med at den fastholder Kongerigets suverænitet og anerkender Grønlands ret til selvbestemmelse.

At aftalen samtidig beskriver situationen efter en eventuel grønlandsk selvstændighed, betyder, at Grønlands fremtidige status er tænkt ind i den sikkerhedspolitiske ramme.

For Olsvig er det centrale derfor ikke, at forsvarsaftalen afgør spørgsmålet om selvstændighed. Det er, at USA som part i aftalen anerkender det grønlandske folks ret til selvbestemmelse, samtidig med at aftalen fastlægger de sikkerhedspolitiske rammer, som skal gælde både nu og ved en eventuel fremtidig selvstændighed.