Det handler om miljøet

Arktisk Råd kan i 2026 fejre den internationale organisations 30-års fødselsdag. Det sker, mens Grønland, Færøerne og Danmark har formandskabet i organisationen, der både har de arktiske stater og organisationerne for de oprindelige folk i Arktis som medlemmer.

Sermitsiaq vil i løbet af jubilæumsåret følge arbejdet i rådet tæt. Arktisk Råds arbejde er udfordret af de internationale spændinger, mens Kongeriget sidder i formandsstolen. Men indtil videre er det lykkedes at holde arbejdet i gang – ikke mindst i en erkendelse af de store miljømæssige udfordringer, som påvirker natur og mennesker i Arktis.

Arktisk Råd blev dannet ved et møde i Ottawa i 1996. Det skete, fordi der var en stigende bekymring for miljøet i Arktis – og miljøspørgsmålet er rygraden i rådets arbejde. Det kom blandt andet til udtryk ved, at en stor del af Kongeriget Danmarks bidrag til Arktisk Råds aktiviteter i de første år især kom fra Miljøministeriet.

Rådet består af otte stater – Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA. Det aftalemæssige grundlag for samarbejdet er den såkaldte Ottawa-deklaration, som blev vedtaget på det første møde.

Bæredygtig udvikling

Heri bekræfter landene, at de vil arbejde for en bæredygtig udvikling i den arktiske region og indbyggerne under hensyntagen til de oprindelige folks samfund – både økonomisk, socialt og kulturelt.

Landene lover også at beskytte det arktiske miljø og sikre biodiversiteten i området.

Det understreges specifikt i Ottawa-deklarationen, at samarbejdet i Arktisk Råd ikke omfatter spørgsmål om militær sikkerhed. Reglen blev indført efter ønske fra USA – og det har været denne regel, som i mange år betød, at rådet kunne rumme både USA og Rusland.

Arktisk Råd er en konsensus-organisation. Det betyder, at alle beslutninger skal tages i fællesskab. Der finder altså ikke afstemninger sted, hvor et flertal pålægger et mindretal noget.

Det gør det svært for medlemsstaterne at vedtage bindende beslutninger. Det skete dog i 2011, hvor Arktisk Råd holdt ministermøde i Nuuk. Her enedes medlemsstaterne om et samarbejde på SAR-området, så landene kunne trække på fælles ressourcer i forbindelse med skibskatastrofer og eftersøgninger.

Denne praksis er fra tid til anden debatteret, fordi især miljøorganisationerne mener, at det får arbejdet i Arktisk Råd til at gå for langsomt. Men set i bakspejlet er det sandsynligvis den brede enighed om konsensus, der har sikret Arktisk Råds overlevelse i 30 år.

De oprindelige folk

Det fastslås også i Ottawa-deklarationen, at de oprindelige folks organisationer skal være permanent repræsenteret i rådets arbejde. Endelig giver deklarationen observatører mulighed for at deltage i arbejdet. Observatører kan være ikke arktiske nationer, NGO’ere eller institutioner.

De permanente repræsentanter for de oprindelige folk er ICC, Samerådet, Raipon (oprindelige folk i den arktiske del af Rusland) samt de tre nordamerikanske organisationer Aleut International Association, Arctic Athabaskan Council og Gwich'in Council International. De seks permanente deltagere har et fælles sekretariat, Indigenious Peoples Secretariat, der i mange år var placeret i København, men nu ligger i Tromsø i tilknytning til Arktisk Råds sekretariat. IPS har to medarbejdere.

Arktisk Råd har 36 organisationer og nationer som observatører. De fordeler sig med 13 lande, blandt andre Kina, 13 internationale organisationer som IMO (skibsfart) og Nordisk Råd samt 12 NGO’er, blandt andre WWF.

Formandskabet i Arktisk Råd går på skift mellem medlemslandene for en to-årig periode. Sidst Kongeriget Danmark havde formandskabet var i perioden 2009-2011. Det er altid den afgående formandsstat, der er vært for ministermøderne, der ligeledes holdes hvert andet år. På grund af udfordringerne i samarbejdet med Rusland er ministermøderne dog i 2023 og 2025 gennemført virtuelt på embedsmandsniveau.

Arbejdet i Arktisk Råd mellem ministermøderne foregår i seks arbejdsgrupper. Det er ACAP (forureningsbekæmpelse), AMAP (kortlægning af miljøet), CAFF (diversitet og beskyttelse dyr og planter), EPPR (forebyggelse og bekæmpelse af katastrofer – blandt andet olieulykker og naturbrande), PAME (beskyttelse af havmiljøet) samt SDWG (bæredygtig økonomisk og social udvikling af de arktiske samfund).

Lille organisation

Arbejdsgrupperne har selvstændige sekretariater. Grupperne ledes af et formandskab, der går på skift mellem medlemslandene.

Udover arbejdsgrupperne har Arktisk Råd mulighed for at nedsætte ekspertgrupper og såkaldte task forces, der arbejder med specifikke og operationelle opgaver.

Arktisk Råd har siden 2007 haft sekretariat i Tromsø. I forhold til mange andre internationale organisationer er sekretariatet ganske beskedent og beskæftiger i dag 12 medarbejdere.

Det gav i sin tid den daværende danske udenrigsminister Per Stig Møller til at fremhæve Arktisk Råd om et forbillede i sin tale, da kongeriget overtog formandskabet ved ministermødet i Tromsø i 2009. Dengang havde sekretariatet tre medarbejdere.

- Arktisk Råd er den eneste internationale organisation med kun tre medarbejdere. Det er et eksempel til efterfølgelse for andre internationale organisationer, fremhævede den lune Per Stig Møller med et smil ved en reception i forbindelse med formandsskiftet.