Digitaliseringsminister varsler snart nyt om CPR-systemets fremtid

En omfattende lækage har sat spørgsmålstegn ved sikkerheden i det danske CPR-system.

Mandag meldte ministeren ud, at en større sikkerhedsgennemgang af hele CPR-registret er blevet sat i gang, efter at uvedkommende i ti dage havde adgang til 8,8 millioner døde og levende danskeres personlige CPR-numre.
Offentliggjort

Digitaliseringsminister Christina Egelund (M) varsler, at der snart kan være nyt på vej fra den sikkerhedsgennemgang af CPR-systemet, som ministeren har iværksat.

- Hvordan fremtiden for CPR kommer til at tegne sig, håber jeg at kunne sige noget mere konkret om inden for meget kort tid, siger ministeren til Ritzau.

Mandag meldte ministeren ud, at en større sikkerhedsgennemgang af hele CPR-registret er blevet sat i gang, efter at uvedkommende i ti dage havde adgang til 8,8 millioner døde og levende danskeres personlige CPR-numre.

Sikkerhedsbristen har rejst spørgsmål om, hvorvidt befolkningen skal have nye CPR-numre, eller om hele CPR-systemet skal ændres.

Christina Egelund har tidligere slået fast, at det er for tidligt at sige, om der skal laves nye CPR-numre.

Hun understreger derfor, at gennemgangen skal være med til at afklare, om systemet kan sikres bedre i fremtiden, før det besluttes, om hændelsen giver anledning til en større gentænkning af systemet.

RITZAU

Powered by Labrador CMS