Døgnrapport: Knivstikkeri og SAR-operation

En kvinde er anholdt efter et knivstikkeri i Tasiilaq søndag aften, oplyser Grønlands Politi

Politi
Politiet beretter om en travl weekend. To større hændelser fandt sted søndag aften.

Søndag aften fik Grønlands Politi anmeldelse om et knivstikkeri på en adresse i Tasiilaq.

Anmeldelsen kom kl. 18.45, og en kvinde er blevet anholdt i sagen, oplyser vagtchef Anette Ostenfeldt til Sermitsiaq.

Vagtchefen oplyser videre, at offeret i sagen er en mand. 

- Jeg har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til forurettedes tilstand, fortæller vagtchefen.

Politiet vil i løbet af dagen tage stilling til, om kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på tilbageholdelse.

Jolle fik motorstop

Kort efter anmeldelsen om knivstikkeriet i Tasiilaq fik politiet yderligere en anmeldelse; En jolle havde fået motorstop ud for Nuuk i hård sø.

Vagtchefen fortæller, at en SAR-operation blev iværksat, og politiet sendte et af sine hurtigtgående fartøjer afsted.

- Da de kommer frem, er der allerede nogle forbisejlende, der er ved hjælpe jollen, fortæller Anette Ostenfeldt.

Alle implicerede er kommet godt til Nuuk.

Powered by Labrador CMS