En eventyrlysten nørd

- Jeg tror ikke, jeg var det nemmeste barn.

Paneeraq Noahsen lader sætningen glide ud i sin smittende latter, der går igen under hele interviewet hjemme i familiens køkkenalrum i Myggedalen. På sofabordet står den smukkeste farverige buket – standhaftige rester fra de mange lykønskningsbuketter til den nye landslæge - og spiller perfekt sammen med kunstværkerne på væggen bag spisebordet.

Paneeraq Noahsen kom til verden i Nuuk i 1982 som barn af Kristine, der boede i Qeqertarsuatsiaat, men var sejlet til hovedstaden for at føde. To uger efter fødslen sejlede Kristine og lille Paneeraq tilbage til bygden i en jolle.

- Hun skulle bare hjem, konstaterer Paneeraq Noahsen om sin mor, som hun voksede op sammen med, bare de to.

Faren, Jens, er dansk og har aldrig boet i Grønland. Han var militærmand og sejlede med inspektionsskibet Tulugaq. Fra hans side har Paneeraq tre halvsøskende.

Hendes barndom foregik på Radiofjeldet i blok 16 og – ikke mindst – inde på midten af boligområdet, hvor der var fjeld og søer. Her mødtes alle kvarterets børn for at lege alskens forskellige lege, såsom guldgravere, der vaskede guld i de små søer.

- Det var virkelig et dejligt sted at vokse op. Jeg var tit på eventyr i Radiofjeldet og kom hjem med ødelagt tøj. Så det var ikke nemt for hende, tror jeg, fortæller Paneeraq Noahsen om sin mor.

Når ikke det blev til en barndom i Qeqertarsuatsiaat, hvor mormor ellers boede, skyldtes det, at hendes mor ”fik et job på rådhuset, som det hed dengang” - og derfor gik turen tilbage til Nuuk, inden Paneeraq var fyldt et år.

Ofte fik den hårdtarbejdende fuldtidsansatte Kristine hjælp af sin egen mor, som kom sejlende fra hjembygden for at give sin datter en hjælpende hånd med barnebarnet, som var et ørebarn og derfor ofte syg.

Det er fra mormoren, Martha, at Paneeraq Noahsen lærte sig evnen til at sætte sig mål og arbejde fokuseret for at opnå dem. En god egenskab at besidde, når man vælger at gå den til tider lange og snørklede medicinstudievej.

- Min mormor var meget disciplineret og kontant. Hun satte mig bare på køkkenbordet, når hun skulle lave mad eller bage, og så kunne jeg se på derfra, fortæller Paneeraq Noahsen og tilføjer, at hun muligvis også har arvet sin disciplin fra sin far, der jo var militærmand.

Mad, kager og fjeld

Udover selvdisciplinen gav siddepladsen på køkkenbordet også Paneeraq smag for og lyst til at lave mad.

Det er den måde, hun slapper af på. Og hun bruger gerne en hel dag i weekenden på at stå i køkkenet, hvis ”nu vejret er for dårligt,” siger hun og skynder sig, som enhver nuummioq ville gøre, at rette det til:

- Altså, det er jo aldrig dårligt vejr i Nuuk. Men hvis nu jeg ikke lige har det rette tøj til at være ude, griner hun og fortæller at det ikke kun er mad, men også kager, der produceres i køkkenet:

- Jeg elsker at bage, og når der er ”Bagedysten” i fjernsynet, er der oftest bagværk hver weekend.

Paneeraq Noahsen fortæller videre, at hun godt kan lide at få inspiration til lækre og anderledes retter i udlandet, når familien er ude og rejse.

- Hvad er din yndlingsret?

- Jeg elsker pasta med trøfler, det vender jeg hele tiden tilbage til. Og lige derefter er det tuttusuaassat, siger Paneeraq Noahsen.

Udover køkkenet er det i naturen, hun lader op.

- Hvis det var op til mig, var jeg ude og vandre i fjeldene hver eneste dag efter arbejde, siger landslægen og fortæller, at særligt turen ud til Kuaninnguit (Paradisdalen i Nuuks bagland, red.) og op på Quassussuaq er favoritture.

Dog er det kun lykkes en enkelt gang at få sønnerne, Luka på 10 og lillebror Kevin på syv år, med op på Quassussuaq.

- De syntes, det var lidt for hårdt, så nogle gange bliver de parkeret med iPads herhjemme, og så smutter jeg op og ned ad fjeldet i weekenden, siger Paneeraq Noahsen, der glæder sig over, at Luka og Kevin deler hendes glæde ved vandreturene til Kuaninnguit.

Privat er Paneeraq Noahsen kæreste med Malik, som er administrationschef i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen. Parret bor hver for sig; Malik i Qinngorput med sin datter Aadi på 15 år og en kat, mens Paneeraq bor i Uulineq med sine to drenge, som hun har med sin eksmand.

Hjernerystelse lagde kimen

Lige fra hun var ganske lille, drømte Paneeraq Noahsen om at blive politibetjent.

- Politiet så så seje ud. Og min onkel, Nikolaj, var reservebetjent, fortæller hun.

På et tidspunkt styrtede hun med sin cykel og fik en ordentlig hjernerystelse, der gjorde, at hun blev indlagt på K1 på Dronning Ingrids Hospital. Opholdet åbnede hendes øjne for andre uniformer end politibetjentens; De hvide kitler, som sygeplejerskerne og lægerne bar.

- Jeg var meget imponeret over, hvad de kunne, og dér startede tanken med måske at gå lægevejen. Men jeg turde ikke, for jeg syntes, det var alt for stort ansvar, husker Paneeraq Noahsen.

Senere fik hun konstateret astma og kunne regne ud, at det ville blive svært at følge med rent fysisk i politiarbejdet. Under sin pause inden gymnasiet, hvor hun blandt andet arbejdede i Bjarnes Centermarked på Radiofjeldet, overvejede hun længe, om det så skulle være studier i administration og økonomi, biologi. Eller medicin, som det endte med at blive.

Efter folkeskolen prøvede Paneeraq livet som efterskoleelev i Danmark, hvilket ikke var nogen succesoplevelse.

- Det var slet ikke noget for mig. Jeg var konstant omringet af larm og uden mulighed for at være alene, siger hun om det kortvarige ophold, der ellers også bød på interessante ting som daglige gåture i naturen samt kurser i kunst og fotografering, som hun elskede.

- I ungdomsklubben Illu på Radiofjeldet kunne vi vælge en fotolinje, hvor vi lavede vores egne filmruller, tog billeder og fremkaldte dem selv, fortæller hun, der var i skolepraktik hos LIL foto, hvor også AGs fotograf Leiff Josefsen var ansat.

Introvert læsehest

Paneeraq Noahsen beskriver sig selv som introvert.

Hun havde en gruppe af venner, som hun legede med - men følte også altid et behov for at være sig selv. Både som opdagelsesrejsende på Radiofjeldet og hjemme i Blok 16, hvor hun læste romaner og faglitteratur.

For eksempel om det gamle Egypten. Interessen for egyptologi har holdt ved, og hun har været i landet to gange allerede. Dog uden at se pyramiderne. Men det skal hun senere i år.

- Det glæder jeg mig til. Jeg har ventet på, at det store nye egyptiske museum i Cairo skulle åbne, og det har det nu, fortæller hun med henvisning til Grand Egyptian Museum, der skulle være åbnet tilbage i 2012, men først er åbnet for gæster her i oktober.

Paneeraqs opvækst var delt i to: Dels Nuuk hvor skolen og vennerne var. Dels Qeqertarsuatsiaat, hvor alle ferier blev tilbragt, og Paneeraq tilbragte tiden med sine fætre og sejlede, fiskede og sov i telt.

- Det var meget sådan storbyopvækst i skoleperioderne, og så hjem til Qeqertarsuatsiaat, hvor det var mere udeliv og fiskeri, tuttu og forrådssamling. Jeg tog derned med min mor, erindrer Paneeraq Noahsen.

Som 21-årig mistede hun sin mor, der døde af en blodprop i hjernen. Det tab – samt tabet af sin stedmor og sin egen oplevelse som kræftsyg – har været afgørende for Paneeraq Noahsen.

- Det har gjort, at jeg prøver at få det meste ud af livet. Jeg rejser meget, prøver at give drengene så mange sjove oplevelser som muligt. Og ikke dvæle ved negative ting, men få det bedste ud af livet generelt, siger hun.

Studietid og -kultur

Der var ikke blevet mindre larmende i Danmark, da Paneeraq Noahsen som student fra GU Nuuk, i 2006 flyttede de 4000 kilometer væk for at læse medicin på Aarhus Universitet.

En stor omvæltning, husker hun.

- Der var larm, og ingen natur. Men heldigvis var det lige ved kysten, siger Paneeraq Noahsen.

Derudover blev hun meget overrasket over alkoholkulturen på universitetet.

- Det gik virkelig meget op i druk. Selv i vores gymnasietid var vi ikke i nærheden af den drukkultur. Det var vildt, siger hun og fortsætter:

- Meget hurtigt fandt vi grønlandske studerende sammen. Vi kunne ikke rigtigt forholde os til det og undrede os: ”skal de virkelig drikke så meget, og skal det kun handle om dét?” Vi var der jo for at læse og blive færdige, så vi kunne komme hjem igen, forklarer Paneeraq Noahsen.

Gruppen af grønlandske medstuderende blev en lille ekstra familie for hende.

- Vi har været og er stadig meget tætte og holder sammen. Også selv om nogle blev dernede, fortæller hun

Årene i Aarhus var for hende en tid præget af disciplin:

- Jeg skulle i hvert fald ikke være der længere tid end de seks år, det var normeret til, fortæller Paneeraq Noahsen.

Hun betragtede studierne som et job, og læste koncentreret fra 8-16:

- Jeg passede mit ”arbejde,” og det gik rigtigt godt.

Men så tog livet en ny drejning, og Paneeraqs planer om at nå op til Base Camp på Mount Everest sammen med en veninde, måtte aflyses.

I stedet fik hun et halvt års ufrivillig pause som følge af en knude på halsen. Det viste sig at være en cyste med en kræftknude i skjoldbruskkirtlen. Hun blev opereret og fik derefter radioaktiv jodbehandling.

- Min veninde tog afsted alene heldigvis. Og jeg fik god støtte af min far og stedmor. Og selvfølgelig også af kammeraterne i både Aarhus og Nuuk, fortæller Paneeraq Noahsen.

Vejen til landslæge

I lang tid troede Paneeraq Noahsen, at hun skulle være kirurg.

- Jeg så meget ”Greys Anatomy” (”Greys hvide verden, tv-serie, red.) dengang, og da var kirurgerne de sejeste, ler hun.

Imidlertid var hun også fascineret af hormoner og stofskifte.

- Det tiltalte min nørdede del, at der var lidt kringlede akser; Hvordan kroppen styrer hele maskineriet med hormonerne, og hvordan det påvirker hinanden på kryds og tværs, fortæller hun, der flyttede til Aalborg med sin daværende mand og deres første søn Luka, for at studere endokrinologi, som det hedder.

At være hospitalslæge var imidlertid ikke lykken for Paneeraq, som vendte hjem til Nuuk, for at begynde i en stilling i almen medicin på Dronning Ingrids Sundhedscenter.

Det var her – i mødet med alle mulige slags patienter – at et frø blev lagt til ønsket om at kunne gøre mere for folkesundheden i Grønland.

- Jeg hørte rigtig mange spændende og tragiske livshistorier under samtaler i lægeklinikken. Ting, som jeg aldrig troede, kunne foregå mellem mennesker. Så mange sygdomme, der kunne forebygges. Der var så mange rygere og alkoholskadede, og hvis vi kunne reducere det, ville vi få en meget sundere befolkning og langt mindre belastning af sundhedsvæsenet, fortæller Paneeraq Noahsen.

Hun var derfor ikke i tvivl om, da hun så et jobopslag på en etårig stilling i Landslægeembedet i 2019. Et job, hun søgte og fik.

- Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg var kommet på min rette hylde, hvor jeg kan være nørdet og fordybe mig i forskellige emner, siger hun med henvisning til, at alle emner i sundhedsstatistikken for Grønland hører under Landslægeembedet.

Hurtigt blev det til andet og mere end at fordybe sig i statistiske emner. For kort tid efter gjorde Covid-19 sit indtog i Grønland.

- De år var meget hektiske. Vores forbrug af kaffe og chokolade steg i takt med antallet af grå hår, vi fik i løbet af perioden. Og vi kørte rigtig meget kaffe og chokolade ind. Der var ikke meget folkesundhed over os i de år. Vi skulle bare knokle og overleve. Men det var også lærerige år, fortæller Paneeraq Noahsen.

- Du var jo nærmest den daværende landslæges ”grønlandske alter ego” i den periode – for en introvert person må det have været ret grænseoverskridende?

- Ja. Det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg havde det svært nok ved, at alle min mors gamle venner hilste på mig… Så pludselig at blive genkendt som ”coronalægen” og skulle stå foran kamera og pressen på live-tv, var virkelig grænseoverskridende, siger Paneeraq Noahsen og tilføjer smilende:

- Jeg har måske ikke ligefrem har vænnet mig til den rolle. Men jeg har lært at acceptere den lidt bedre.