Mette Frederiksen gjorde noget, hun ikke har gjort før,
da hun trådte frem foran folketinget forleden.
Hun holdt en reklametale.
Mette Frederiksen gjorde noget, hun ikke har gjort før,
da hun trådte frem foran folketinget forleden.
Hun holdt en reklametale.
Ikke for Danmark, ikke for EU eller en socialdemokratisk
idé. Men for Grønland.
- I dag vil jeg bruge spørgetimen til at reklamere for
jeres fantastiske land, sagde hun, mens de folkevalgte lænede sig tilbage i
stolene og nogle af dem - for en stund - lod mobiltelefonerne passe sig selv.
Især den grønlandske mentalitet blev rost:
- Jeg har ofte fremhævet jeres storslåede natur, og den er hver gang bjergtagende. Men den
her gang er det værd at fremhæve den grønlandske mentalitet, jeres sorte humor,
selvironi, jeres ukuelighed og jeres indstilling til livet, sagde hun, da hun talte i folketinget i sidste uge.
Hun tilføjede:
- Jeg er ikke i
tvivl om, at det får vi brug for i den kommende tid, og måske kunne det også
være en ledestjerne for os andre. For en gang imellem herhjemme brokker vi os,
hvis tingene ikke helt går efter planen, men i Grønland tager man det, i hvert
fald for det meste, med ophøjet ro, når vejrets luner sætter ind, og I sner
inde flere dage i træk.
Meget at tale om
I sin statsministertid har Mette Frederiksen besøgt
Grønland fem gange. Under besøget for et par uger siden fik hun under den tre
dage lange visit i Nuuk et indtryk af, hvordan dem, hun mødte, har det med at være
genstand for amerikansk interesse og intensiverende udmeldinger.
- Noget af det, jeg beundrer mest, når det handler om
Grønland, er jeres afgrundsdybe respekt for, at vi som mennesker må leve i pagt
med naturen og indordne os under dens kræfter. Men der er andre stærke kræfter
på spil, som vi ikke skal indordne os under, sagde Mette Frederiksen.
Hun fortalte, at hun med stor interesse har læst
koalitionsaftalen for det nye Naalakkersuisut, hvorom hun – selvironisk –
bemærkede, at man i den grønlandske aftale ikke foreslår at fjerne nogen
helligdag, hvilket nok er meget godt, tilføjede hun.
Netop beslutningen om at droppe Store Bededag satte nemlig længe den danske SVM-regering og Mette Frederiksen under stærkt pres i Danmark i sin tid.
- Jeg vil gerne kvittere for, at der i den grønlandske
koalitionsaftale lægges op til et endnu tættere samarbejde – om vækst, om
arbejdspladser, om investeringer i kritisk infrastruktur, ja, i det økonomiske
fundament. Vi har meget at tale om i rigsfællesskabet, også med Færøerne, fortsatte Mette Frederiksen.
Kølig interesse
De Konservatives formand,
Mona Juhl, mindede under spørgetimen om, at hendes parti tilbage i 2022 fremsatte et udspil, der
havde som mål at styrke Rigsfællesskabet. Men at det stort set ikke blev
bemærket.
- Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at sige, at
der ikke var nogen kæmpestor interesse for vores udspil, hverken her på
Christiansborg eller i medierne i det hele taget, selv om vi tog til Grønland,
sagde hun.
Ifølge Mona Juhl kan tiden være mere moden nu, og hun
ønskede svar på, hvilke konkrete planer Mette Frederiksen har for
Rigsfællesskabet.
Vigtigt
Mette Frederiksen understregede i sit svar til, at hun holder
sine idéer for sig selv. Det var tydeligt, at hun ikke har tænkt sig at
udfordre det grønlandske motto – intet om os, uden os.
- Jeg har mange idéer til, hvordan vi styrker vores rigsfællesskab, men jeg vil gerne have lov til at udtænke dem, kvalificere dem, forankre dem og efterfølgende kommunikere dem sammen med vores parter og partnere i rigsfællesskabet, nemlig både Grønland og Færøerne. Jeg tror, at det i den situation, vi er i lige nu, er selvstændigt vigtigt, at det ikke er et dansk udspil, henholdsvis grønlandsk og færøsk udspil, men at vi arbejder sammen. Vi har selvfølgelig afventet valgkampen i Grønland og efterfølgende regeringsdannelse, og nu er der en ny regering i Grønland, et nyt naalakkersuisut, og nu kan vi så begynde at gå ned i de konkrete områder. Vi vil meget, meget gerne have lov til at samarbejde med de to andre lande, sagde Mette Frederiksen.