GRØNLAND OG USA
Endnu ingen møde mellem Grønland og USA
Hverken Formanden for Naalakkersuisut eller Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender deltager ved NATO-topmødet, der starter i morgen i Haag, Holland. Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender havde ambitioner om at rejse til Haag for at mødes uformelt med blandt andet den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio. Sermitsiaq erfarer dog at hendes deltagelse er aflyst som følge af kalenderudfordringer.
Vivian Motzfeldt (S) havde forhåbninger om at mødes med relevante kollegaer i margin af NATO-topmødet i Haag, hvor alle NATO-allieredes forsvars- og udenrigsministre vil være til stede, herunder også den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Der har i den senere tid fundet flere højtstående
møder sted mellem Grønland og prominente udenlandske politikere. Blandt andet mellem Formanden for
Naalakkersuisut og den franske præsident Emmanuel Macron, som besøgte Nuuk søndag
i forrige uge.
Derudover har der svirret udokumenterede rygter om, at endnu en højtstående politiker ville komme på visit i Grønland, nemlig den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio.
Selvom Naalakkersuisut ser frem til at mødes med USA, har Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) skudt rygtet ned overfor Sermitsiaq under interview fredag, hvor det endnu var uvist om hun skulle til Haag i forbindelse med NATO-topmødet som starter i morgen tirsdag:
- Det er nok bedst at vi mødes på neutralt grund i første omgang (efter valgene i USA og Grønland, red.), og jeg er ved at få undersøgt om sådan en mulighed kan realiseres under NATO-topmødet, derfor håber jeg at vi (Vivian og Marco) kan mødes i Haag, sagde Vivian Motzfeldt fredag til Sermitsiaq.
Hendes departement bekræfter, at muligheden for at arrangere møder
mellem Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og hendes udenrigsministerkolleger i forbindelse
med NATO-topmødet i Haag er blevet
afsøgt, herunder et uformelt møde med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio.
Derudover oplyses det, at Vivian Motzfeldts deltagelse er blevet
aflyst på grund af kalenderudfordringer.
Grønland rejser til Haag i forbindelse med NATO-topmøde
Departementschef Mininnguaq Kleist fra
Departementet for Udenrigsanliggenderi rejser til Haag i Holland for at mødes med relevante kollegaer under topmødets afvikling.
Departementet oplyser dog, at Naalakkersuisut ikke er repræsenteret ved det formelle møde på
hverken politisk eller embedsmandsniveau.
Sermitsiaq fangede departementschef i udenrigsdepartementet, Mininnguaq Kleist, umiddelbart før hans afrejse til Holland nu til formiddag:
- Der er ikke arrangeret et politisk
møde mellem Grønland og USA, men jeg kan bekræfte, at vi nu er på vej til
Holland på embedsmandsniveau. Jeg skal
mødes med kollegaer, der er samlet i Haag for at deltage i topmødet.
Naalakkersuisut deltager dog ikke i det officielle program for topmødet. Derfor
er de møder, som jeg deltager i, placeret andre steder i byen.
Sermitsiaq arbejder på at få en
kommentar fra Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) om
der er en alternativ plan for at mødes med USA.