EU-valgresultater: Midten holder trods højredrejning i EU

Foreløbige valgresultater giver valgsejr til Ursula von der Leyens EPP-gruppe. Midten bevarer flertallet.

Ursula von der Leyen udråbte sin egen borgerlige EPP-gruppe til valgets sejrherre søndag aften. Hun lægger vægt på, at midterkoalitionen med de konservative, socialdemokraterne og de liberale bevarer deres flertal.

Midterkoalition i EU-Parlamentet bevarer flertallet, selv om vælgerne drejer mod højre.

Det viser en opdatering af de samlede valgresultater fra EU-valget, som blev offentliggjort klokken 02.47 natten til mandag.

- Der er et flertal i midten for et stærkt Europa. Med andre ord: Midten holder, siger Ursula von der Leyen efter de foreløbige valgresultater.

Det endelige valgresultatet mangler endnu at blive opgjort, men de foreløbige valgresultater giver det hidtil mest sikre billede af valgresultatet.

Midterkoalition ventes bevaret

Den største gruppe i EU-Parlamentet bliver ifølge det foreløbige valgresultat den borgerlige EPP-gruppe. Den har Ursula von der Leyen som spidskandidat.

EPP-gruppen står til 184 mandater.

På andenpladsen kommer igen den socialdemokratiske gruppe med 139 mandater.

Den tredjestørste gruppe bliver igen den liberale Renew-gruppe med 80 mandater. Renew står dog til en markant tilbagegang i forhold til det seneste valg.

Sådan blev de danske mandater fordelt

Sådan blev de danske EP-mandater fordelt10 af 11 partier opnåede valg til EU-Parlamentet. Kun Alternativet kom ikke ind. SF og S er lige store.

15 danske mandater i EU-Parlamentet er fordelt natten til mandag.

10 af de 11 opstillede partier opnåede valg, kun Alternativet kom ikke ind.

Hvilke navne, der får de 15 mandater, afgøres først i løbet af mandag, når de personlige stemmer er talt op.

Sådan er mandaterne blevet fordelt på partierne (med resultatet fra seneste valg i 2019 i parentes):

Socialdemokratiet: 3 (3).

SF: 3 (2).

Venstre: 2 (4).

De Radikale: 1 (2).

De Konservative: 1 (1).

Liberal Alliance: 1 (0).

Moderaterne: 1 (stillede ikke op i 2019).

Dansk Folkeparti: 1 (1).

Danmarksdemokraterne: 1 (stillede ikke op i 2019).

Enhedslisten: 1 (1).

Alternativet: 0 (0).

Kilde: KMD

De tre grupper har i den seneste periode udgjort en midterkoalition i EU-Parlamentet, som på centrale politikområder har kunnet holde det yderste højre og det yderste venstre væk fra indflydelse.

Den rolle står de tre politiske grupper til at bevare.

Tilsammen vil de ifølge de foreløbige valgresultater råde over 403 mandater. Der kræves "kun" 361 mandater for at have flertal i det kommende EU-Parlament.

Danmark: SF bliver det største parti foran Socialdemokratiet

I Danmark blev SF vært for den største og mest højlydte fest på Christiansborg søndag aften, da partiet fik 17,4 procent af stemmerne.

Dermed blev SF det største danske parti målt på antal stemmer, viser det endelige valgresultat.

Socialdemokratiet blev næststørst med 15,6 procent af stemmerne. Og dermed får både SF og Socialdemokratiet tre mandater.

SF har fået en fremgang på 4,2 procentpoint sammenlignet med 2019-valget.

De 17,4 procent er desuden SF's bedste valgresultat nogensinde.

DD og M får mandater i første forsøg

Danmarksdemokraterne og Moderaterne, der begge er opstillet for første gang til et EU-valg, får en plads hver i EU-Parlamentet.

Det viser en mandatfordeling hos DR, efter at alle stemmer er talt op.

Data fra it-virksomheden KMD viser, at Danmarksdemokraterne har fået 7,4 procent af stemmerne.

Moderaterne har fået 5,9 procent.

Det vil formentlig være de to partiers spidskandidater, der skal til Bruxelles.

For Danmarksdemokraternes vedkommende er det Kristoffer Storm, der er byrådsmedlem i Aalborg.

Hos Moderaterne er spidskandidaten erhvervskvinden Stine Bosse.

Powered by Labrador CMS