Familien Maqe Poulsen ramt af SAS-aflysning: – Aldrig igen
SAS har aflyst sine sommerflyvninger mellem Nuuk og København med henvisning til stigende brændstofpriser. Blandt de berørte er familien Maqe Poulsen, som måtte ændre rejsedatoer og betale ekstra for at få ferien til at hænge sammen.
Mallorca er et yndet feriemål for familien Maqe Poulsen, som flere gange har besøgt den spanske ferieø.
Foto: Privat
Lørdag morgen blev sommerferieglæden pludselig afløst af frustration hos familien Maqe Poulsen.
Mens familien så frem til sommerferien til Danmark og Mallorca, tikkede der en mail ind fra SAS med beskeden om, at deres rejse mellem Nuuk og København – både ud- og hjemrejse – var blevet aflyst.
Da familien havde købt nogle af billetterne separat, fik de i første omgang kun besked om, at én booking var blevet aflyst. Derfor begyndte de hurtigt at undersøge status på de øvrige billetter.
– Da vi tjekkede dem, viste det sig, at resten også var blevet aflyst, siger Birthe Poulsen.
Hun skulle rejse sammen med sin mand, deres to børn og sin mor – i alt fem personer. Fordi afrejsen lå midt i højsæsonen, valgte familien hurtigt at handle for ikke at risikere endnu dyrere billetter.
– På grund af usikkerheden skyndte jeg mig at købe billetter hos Air Greenland. Vi er jo mange mennesker, så jeg handlede hurtigt, inden det blev alt for dyrt, siger Birthe Poulsen.
Må betale ekstra
Det lykkedes familien at finde nye billetter til en overkommelig pris. Men da de skulle finde billigere hjemrejsebilletter fra København til Nuuk, blev de nødt til at ændre rejsedatoerne.
Det betyder, at familien nu skal blive to ekstra dage og betale for yderligere hotelovernatninger.
– Vi skal måske betale 4.000 til 5.000 kroner ekstra, siger Birthe Poulsen.
Da SAS meddelte aflysningen, fik familien to muligheder: enten at få pengene tilbage eller blive ombooket til en anden flyafgang.
Familien Poulsen valgte at få billetterne refunderet. En ven, som også skulle rejse med, valgte derimod at blive ombooket. Rejsen blev flyttet til Air Greenland, og SAS dækkede prisforskellen på billetterne. Til gengæld blev rejsedatoerne ændret.
– Hun fik at vide, at der var plads den 5. august, men da hun modtog billetten, opdagede hun, at hun først skulle rejse den 8., siger Birthe Poulsen.
Det er fortsat uvist, om SAS vender tilbage med flyvninger til Grønland næste år. Men familien Poulsen har allerede truffet deres beslutning.
– Nej, aldrig igen, siger Birthe Poulsen.