Farlige miljøgifte bliver liggende ved fredet fuglekoloni

Det amerikanske militær efterlod en omfattende forurening med farlige miljøgifte, da to ubemandede radiofyr på Sabine ø i den nordlige del af Melvillebugten og Simiutaq ved udmundingen af Kangerlussuaq blev nedlagt i begyndelsen af 1960’erne.
Bygningsrester med PCB og asbest ligger 65 år senere stadig spredt over de to øer, mens tungmetaller siver fra udtjente batterier, hvor de fleste er beskadigede med blottede blykerner.
Både Sabine ø og Simiutaq står på listen over 17 forladte steder spredt over hele Grønland, hvor en aftale mellem staten og selvstyret fra 2018 garanterer en oprydning efter det amerikanske militærs aktiviteter i 2. verdenskrig og årene der fulgte.
De to øer får imidlertid hver deres skæbne, selv om det i begge tilfælde handler om radiofyr af typen Non-directional beacon, fremstillet på skibsværftet i Halifax og opført i 1959.
Oprydningen på Sabine øerne er opgivet, og forureningen får lov at blive liggende i den sårbare natur i Melvillebugten. Oprydningen på Simiutaq begynder i august og fortsætter til næste år.

Fredet fuglereservat

Sabine øerne, på grønlandsk Saattut, er en gruppe af små øer og skær i Melvillebugten midtvejs mellem bygderne Kullorsuaq og Savissivik. Øgruppen huser et rigt fugleliv, blandt andet havterner, edderfugle og Grønlands største bestand af ynglende sabinemåger.
Øerne er omfattet af hjemmestyrets bekendtgørelse fra 1989 om naturreservatet i Melvillebugten og selvstyrets bekendtgørelse fra 2019 om beskyttelse og fangst af fugle. Al dyreliv er fredet, og det er forbudt at gå i land på øerne i ynglesæsonen fra 1. maj til 31. august.
Disse regler gjaldt ikke i sommeren 1959, da amerikanerne gik i land og byggede et radiofyr på den vestligste af øerne. Fyret blev allerede i 1960/61 taget ud af drift, men nåede at efterlade en forurenet ø.
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv besøger de enkelte steder på listen over oprydning. Museet dokumenterer den amerikanske tilstedeværelse, men undersøger også fredede fortidsminder, som kan blive påvirket af oprydningen. I den efterfølgende rapport anbefaler museet enten, at stedet bliver efterladt uberørt på grund af den historiske og kulturelle værdi, eller at stedet bliver frigivet til oprydning.
Museets områdeleder for fredningsafdelingen Mikkel Myrup besøgte Sabine øerne i 2021.
Øerne har tidligere været beboet, og gravsteder, kødgrave og otte vinterhuse peger tilbage til den tidlige Thule-kultur. Radiofyret fra 1959 bestod af to antenner og en træbygning på 13 kvadratmeter til sendeudstyr og batterier. Huset er faldet sammen, men mastestykker og 50 meter lange kobberwirer er stadig synlige i landskabet. 20 meter fra antennehuset ligger en losseplads med 35 store, brugte batterier, de fleste beskadigede med blottede blykerner.
Museet anbefaler efter besøget på Sabine øerne, at resterne fra det amerikanske radiofyr frigives til oprydning. Til gengæld må der ikke ske forstyrrende aktiviteter indenfor 20 meter af fortidsminderne. Museet anviser på et kort over øen, hvor det er mest skånsomt for natur og fortidsminder at landsætte et oprydningshold.

Sagen lukket uden oprydning

Oprydningen og statens bevilling på 180 millioner kroner ledes af en styregruppe med repræsentanter fra Miljøministeriet og Forsvarsministeriet i København og Departementet for Natur og Miljø i Nuuk.
Ingeniørfirmaet Niras fik i 2020 til opgave at indsamle miljøhistorisk materiale i arkiverne og gennemføre en besigtigelse og miljøscreening på de forladte baser.
Niras løste arkivsøgningen på de to radiofyr, men besøgte kun Simiutaq, ikke Sabine øerne. De to radiofyr er fuldstændige ens, og Niras overfører ganske enkelt den indsamlede viden fra Simiutaq til Sabine øerne.
– Træbygningen og gittermasterne på Sabine øerne udgør ikke en forureningsrisiko, men batterierne, der er gået i stykker, kan forurene stedet med tungmetaller som bly, zink og kviksølv, vurderer Niras.
Ingeniørfirmaet konkluderer uden at have været på øen, at risikoen for at komme i kontakt med forurenet jord er begrænset for såvel mennesker som fugle.
– Dels kommer der yderst sjældent mennesker til øerne i Melvillebugten, og dels finder havfuglene deres føde i havet og ikke på selv øen, argumenterer Niras.
På baggrund af ingeniørfirmaets og museets rapporter har den dansk/grønlandske styregruppe lukket sagen om Sabine ø uden at gennemføre en oprydning.
– Sabine ø har haft en kort driftsperiode fra 1959 til 1960 med få og ubetydelige efterladenskaber, og øgruppen ligger i et fredet fuglereservat. Det er vurderet, at lokaliteten, baseret på den indsamlede viden, ikke udgør en miljø- og sundhedsrisiko, begrunder Styregruppen i sin afgørelse.
Og så får bygning, antenner, kobberwirer og ødelagte batterier lov til at ligge, hvor de har ligget i 65 år.

En ø – to fortællinger

Simiutaq ved udmundingen af Kangerlussuaq rummer en dramatisk historie.
I 1943 etablerede det amerikanske militær en vejrstation med kodenavnet Bluie West 9, som blev forladt ved afslutningen på verdenskrigen. USA vendte tilbage i 1959, hvor et ubemandet radiofyr af samme type som Sabine ø var i drift i fire år. Simiutaqs status som en del af det amerikanske forsvarsområde blev først ophævet i 1986.
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv dokumenterede det amerikanske militærs efterladenskaber i 2021, hvorefter hele Simiutaq blev frigivet til oprydning. Blandt de enorme mængder af affald er 300 batterier af samme type og tilstand som på Sabine ø. Entreprenørfirmaet Permagreen i Sisimiut gennemfører den første del af oprydning i august og september.