DØGNRAPPORT

Fire personer reddet i SAR-operation - bolig udsat for hærværk

Fire personer kom i nød i Østgrønland, da deres jolle fik motorstop.

Grønlands Politi
Grønlands Politi har haft en del sager det seneste døgn.
Offentliggjort

Tirsdag morgen kl. 05.10 fik politiet anmeldelse via Aasiaat Radio om, at en jolle med fire personer om bord havde fået motorstop.

Jollen med de fire personer befandt sig mellem Tasiilaq og bygden Tiniteqilaaq.

Først blev en PAN PAN-melding forsøgt i forhold til, om et fartøj i området kunne komme personerne i jollen til undsætning, inden det blev besluttet at sende politifartøjet Malik afsted fra Tasiilaq.

Vagtchef Thomas Jeppesen fortæller til Sermitsiaq, at alle fire personer blev reddet ombord på Malik, og tirsdag morgen er de kommet sikkert i land i Tasiilaq. 



Udover SAR-operationen melder vagtchefen om et tilfælde af hærværk mod en privat bolig i Aasiaat.

Politiet fik anmeldelse mandag aften kl. 23.36, om at en ukendt gerningsmand havde ødelagt nogle ruder i husets soveværelse ved at kaste nogle genstande ind ad vinduerne.

Politiet har en mistænkt i sagen, som efterforskes.

Højlydt studenterfest

Kl. 00.16 fik politiet en anmeldelse i Nuuk, hvor der blev klaget over, at der blev holdt en studenterfest på fodboldbanen ved Inussivik.

En patrulje blev sendt forbi festlighederne, hvor de unge blev bedt om at skrue lidt ned for musikken, hvilket blev efterkommet.

Lidt senere på natten kl. 02.14 fik politiet endnu en anmeldelse i hovedstaden, denne gang fra bydelen Nuussuaq.

Anmelderen havde observeret en bil, som kørte hasarderet, og politiets undersøgelse af køretøjet viste efterfølgende, at det var stjålet.

Politiet fik kontakt til køretøjet, og en mand er nu sigtet i sagen, der fortsat efterforskes.

Powered by Labrador CMS