Fire personer sigtet for drab i Nanortalik

To kvinder og to mænd er sigtet for at have dræbt en 37-årig mand. Tre af dem er tilbageholdt i 27 dage.

De fire sigtede blev fredag aften fremstillet for Kujalleq Kredsret bag lukkede døre. Tre af de sigtede blev tilbageholdt i 27 dage.
Offentliggjort

Grønlands Politi har i forbindelse med efterforskningen af dødsfaldet på den 37-årige mand i Nanortalik anholdt og sigtet fire personer for drab. Der er tale om to kvinder på 43 og 22 år samt to mænd, der begge er 18 år.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

De fire sigtede blev fredag aften fremstillet for Kujalleq Kredsret bag lukkede døre. Tre af de sigtede blev tilbageholdt i 27 dage.

For den 43-årige besluttede retten at opretholde anholdelsen i 72 timer.

- Den omfattende efterforskning fortsætter, og vi arbejder fortsat intensivt med sagen. Af hensyn til den videre efterforskning kan vi på nuværende tidspunkt ikke gå nærmere ind i hændelsesforløbet eller grundlaget for sigtelserne, siger vicepolitiinspektør Malik Sandgreen.

Grønlands Politi har rekvireret en retsmediciner og kriminalteknikere fra Danmark, som sendes til Nanortalik for at bistå med de videre undersøgelser.

Der er stadig afspærret på adressen, hvor den afdøde blev fundet, mens politiet arbejder på stedet. Borgerne bedes respektere afspærringen og give politiet arbejdsro.

Har du oplysninger, som kan være relevante for sagen, bedes du kontakte Grønlands Politis vagtcentral på 701448.

Powered by Labrador CMS