Fisker- og fangerviden integreres i biologi-uddannelsen
Miljøorganisationen Ocean North Kalaallit Nunaat og SILA-afdelingen ved Ilisimatusarfik har indgået en samarbejdsaftale, der skal styrke inddragelsen af fiskere og fangeres viden i uddannelsen af biologiuddannelsen. Allerede fra i år får kurset Puisi nyt indhold og undervisningsmateriale.
Studerende ved SILA i gang med dissektion af en fugl.Assi: Ilisimatusarfik
SILA bachelor i biologi forløber over 3 år og er opdelt i blokke på hver 10 uger inkl. eksamensuge.
Alle kurser tager udgangspunkt i noget relevant og genkendeligt, og læring foregår på en praktisk såvel som teoretisk måde.
Næste ansøgningsfrist: 1. november 2026 Studiestart: 1. februar 2027
De studerende på Ilisimatusarfiks biologiuddannelse SILA skal fremover på sælfangst med fangere under uddannelsen.
Det fremgår af et nyt samarbejde mellem miljøorganisationen Ocean North Kalaallit Nunaat (ONKN) og SILA-afdelingen.Samarbejdet skal styrke inddragelsen af fiskeres, fangeres og oprindelige folks viden i uddannelsen af de kommende biologer i Grønland.
Allerede fra i år har en bevilling fra ONKN muliggjort at kurset "Puisi" bliver opgraderet med nye undervisningsmaterialer og feltarbejde sammen med fangere, hvor der blandt andet vil være fokus på sælfangst, vejr- og isforhold, sæsonvarianter, artskendskab og sikkerhed.
Aktive bidragsydere til uddannelse
De studerende får også styrket deres mulighed for at lære mere om havpattedyrs anatomi og fysiologi integreret med oprindelige folks viden samt sælskindets kulturelle og økonomiske betydning.
Annonce
"Det er afgørende, at fangere og fiskere ikke bare bliver studieobjekter, men aktive bidragydere til uddannelsen. Derfor har vi valgt at prioritere netop kompensation og logistik omkring feltarbejdet," siger Jenseraq Poulsen, der er direktør ONKN i en pressemeddelelse.
Takket være en bevilling gennem ONKN kan SILA sætte ekstra fokus på de kursuselementer, der involverer kompensation til deltagende fiskere og fangere, understøtte logistik forbundet med feltarbejde samt udvikling af nye undervisningsmaterialer, siger Aviâja Lyberth Hauptmann, afdelingsleder SILA.Foto: Emil Stach
Integration af vidensformer
Samarbejdet bygger på gensidig respekt for akademisk viden, fiskernes og fangernes erfaringsbaserede viden samt oprindelige folks viden. Formålet er at integrere disse vidensformer i uddannelsen af næste generation af grønlandske biologer.
Parterne anerkender at de forskellige videnssystemer er ligeværdige og komplementære, og at deres samspil kan styrke både forskning og forvaltning. Samarbejdet skal derfor fremme sameksistens og integration mellem videnssystemerne og demonstrere, hvordan dette kan bidrage til mere helhedsorienteret samskabelse af viden og dermed beslutningsgrundlag.
“Takket være en bevilling gennem ONKN kan SILA sætte ekstra fokus på de kursuselementer, der involverer kompensation til deltagende fiskere og fangere, understøtte logistik forbundet med feltarbejde samt udvikling af nye undervisningsmaterialer.” siger Aviâja Lyberth Hauptmann, afdelingsleder SILA.
Faglige oplæg om bæredygtig forvaltning
ONKN bidrager desuden til SILA-uddannelsen med faglige oplæg om bæredygtig forvaltning af havets ressourcer, samforvaltning, samt integration af oprindelige folks viden i forskning og forvaltning.
Dertil med erfaring og ekspertise fra organisationens arbejde med integration af oprindelige folks viden i lokalsamfundsbaseret monitorering og forvaltning, samforvaltningsprocesser, bidrag til udvikling af forvaltningsplaner baseret på flere videnssystemer samt etiske retningslinjer for arbejde med oprindelige folks viden.