Første sprængning: Udvidelsen af Nuuks havn kan endelig gå i gang
Udvidelsen af havnen i Nuuk bliver cirka 350 meter lang og ventes færdig i november 2028. Tirsdag eftermiddag blev det første sprængningsarbejde gennemført som start på byggeriet af nye kajpladser til trawlere, Forsvaret og andre fartøjer.
Naalakkersuisoq for infrastruktur Iddimanngiiu Jensen Bianco foretog den første sprængning ved udvidelsen af havnen i Nuuk med hjælp fra KJ Greenlands sprængningsleder.Foto: Arnaq Nielsen
Arnaq NielsenArnaqNielsenTusagassiortoq
Offentliggjort
Udbuddet af udvidelsen af havnen i Nuuk har været længe undervejs. Et tidligere udbud i 2024 blev annulleret, da tilbuddene var for dyre.
Efter at entreprenøren KJ Greenland blev præsenteret som vinder af opgaven i april, blev den første sprængning gennemført tirsdag. Vejret i Nuuk kunne næsten ikke have været bedre, da arbejdet med havneudvidelsen officielt gik i gang.
Inden den første sprængning på Qeqertaq Avalleq holdt direktøren for Sikuki Nuuk Harbour, John Rasmussen, en tale.
Den første sprængning blev gennemført forsigtigt. Midt på billedet ses, at vandet kun sprøjter en smule. Nederst i artiklen kan du se, hvordan havneudvidelsen kommer til at se ud.Foto: Arnaq Nielsen
– Når projektet står færdigt i november 2028, vil Nuuk have en havn, der matcher den by, vi er ved at udvikle os til, sagde John Rasmussen blandt andet.
Der er et stort behov for at udvide havnen. Udvidelsen bliver i alt 350 meter lang. Heraf bliver 200 meter kaj reserveret til trawlere, mens de resterende 150 meter bliver en såkaldt dual-use-kaj, hvor Forsvarets skibe får førsteret til at lægge til.
Annonce
Blandt de fremmødte ved den første sprængning var medejer og direktør i Polar Seafood, Bent Salling.
Direktør for Sikuki Nuuk Harbour, John Rasmussen, bød velkommen med stor begejstring ved den første sprængning.Foto: Arnaq Nielsen
– Det har stor betydning for udviklingen af landet. Naalakkersuisuts beslutning er noget, hele landet kan være taknemmeligt for. Samtidig giver den håb om, at resten af landet også vil få gavn af udviklingen, siger Bent Salling.
Han glæder sig især over, at en stor del af den nye kaj bliver reserveret til trawlere. Den nuværende havn i Nuuk, som både bruges af krydstogtskibe og trawlere, er indimellem så fyldt, at der opstår trængsel.
Bestyrelsesformand i KJ Greenland, Karl Jensen, og medejer samt administrerende direktør i Polar Seafood, Bent Salling, havde meget at tale om efter den første sprængning.Foto: Arnaq Nielsen
– Vi har brug for at kunne gå til kaj, når vi har fuld last. Ikke nødvendigvis med lang tids planlægning, men at vi hurtigt kan komme til kaj afhængigt af fiskeriet. Og så skal vi hurtigt kunne losse og komme af sted igen, siger Bent Salling.
Naalakkersuisoq for infrastruktur, Iddimanngiiu Jensen Bianco, omtalte også havneudvidelsen med stor optimisme i sin tale.
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen, lyttede opmærksomt til talen.Foto: Arnaq Nielsen
– Nu er planerne, som har været undervejs gennem måneder og år, ikke længere bare streger på papir eller visioner, der bliver diskuteret i mødelokaler. I dag er planerne på vej til at blive virkelighed, sagde Iddimanngiiu Jensen Bianco blandt andet i sin tale.
Entreprenøren bag havneudvidelsen, KJ Greenland, er også klar til opgaven, fortæller virksomhedens bestyrelsesformand, Karl Jensen. De første ti medarbejdere til sprængnings- og jordarbejdet står allerede klar.
– Vi har folk på plads og maskiner på plads. Det kører nu, siger Karl Jensen.
Sådan kommer havneudvidelsen til at se ud, når den står færdig.Foto: Sikuki Nuuk Harbour