Fucking traumaland

På min Facebook skrev jeg forleden: Fucking traumaland.

Jeg skrev dette, fordi jeg følte en sorg over tabet af unge mennesker, men også af en følelse af hjælpeløshed.

Mange var enige, selv om jeg ikke uddybede, hvad jeg mente. I kommentarfeltet spurgte en, hvad jeg mente. Jeg svarede blandt andet: For mange traumer i Grønland gennem alt for mange generationer.

Som eksempel har Grønland i mange år haft et ekstremt højt selvmordsniveau. Omkring ét selvmord om ugen er et niveau, der ofte bruges til at beskrive omfanget. Bag hvert tal er der et menneske, en familie og et lokalsamfund. I Færøerne, med sammenligneligt befolkningstal, er det 1-3 om året.

Der findes mange forklaringer, analyser og forskningsresultater. Men vi er stadig langt fra en løsning.

Samfundsvidenskaben viser, at traumer hænger sammen med mange forhold: fattigdom, social ulighed, misbrug, vold, seksuelle overgreb, svære opvækstvilkår, arbejdsløshed, isolation og manglende muligheder.

Forskning i Grønland peger på en kombination af økonomiske og sociale forhold, alkohol og andre rusmidler, belastende barndomsoplevelser, konflikter samt adgang til uddannelse og arbejde.

Grønland står ikke alene. Lignende problemer findes flere steder i Arktis og blandt andre oprindelige folk. Men måske er der endnu en dimension, vi taler for lidt om.

Kulturforskelle

Når vi siger »kulturforskelle«, bliver det ofte et fluffy ord. Hvad er det egentlig, vi mener?

En mulig del af svaret kan være måden, vi håndterer konflikter på.

Antropologen Jean Briggs beskrev, hvordan konflikter i nogle traditionelle Inuit-samfund kunne håndteres indirekte. Man undgik åben konfrontation, respekterede hinandens autonomi, brugte humor eller lod konflikten køle ned.

Det betyder ikke, at alle Inuit eller grønlændere kommunikerer sådan, eller at denne forskel forklarer vores sociale problemer.

Men hvad sker der, når sådanne kommunikationsmønstre møder en europæisk institutionskultur, hvor problemer forventes sagt direkte, diskuteret og konfronteret?

Det kan være mellem forældre og børn, lærer og elev, borger og myndighed eller på arbejdspladsen. Hvis den ene forsøger at undgå direkte konflikt for at bevare relationen, mens den anden forventer en åben samtale, kan begge opleve den anden som vanskelig eller respektløs.

Hvordan gør vi forskellen synlig og håndterbar?

Måske skal vi ikke kun tale om traumer, fattigdom og misbrug. Vi skal også tale om, hvordan vi kommunikerer, håndterer vrede, skam og konflikter, og hvordan vores historie og sociale vilkår påvirker os.

Og måske skal vi se mere på dem, der bryder de negative mønstre.

Hvordan kan flere mønsterbrydere hjælpes frem?

Det løser ikke problemerne alene. Men måske er det en af de brikker, vi hidtil har overset.