- Hallo – jeg er her stadig

Han mærker det stadig, når han taler om det. 

Ikke smerten – den har lagt sig som en skygge, der ikke længere flytter sig – men ventetiden. Den langsomme, næsten seje fornemmelse af at være sat på pause, mens verden fortsætter omkring én.

Det begyndte med en træthed, der ikke lignede almindelig træthed. En mathed, der satte sig i kroppen og ikke ville slippe Justus Hansens krop. I Tasiilaq findes der ingen scanner; man tager blodprøver og håber på, at tallene fortæller en historie, man kan handle på. Men tallene blev ved med at være forkerte. Infektionstallene for høje. De hvide blodlegemer også. Først en penicillinkur, så nye prøver – og stadig den samme uro under tallene.

- Fornemmelsen i kroppen var forkert, og tallene i blodprøverne blev ved med at pege i en retning, ingen rigtig ville sige højt, kommer det stille fra Demokraternes mand i Tasiilaq.

Heldigvis for Justus var lægerne enige, at han skulle til Nuuk, hvor han blev CT-scannet. Indtil da havde trætheden været diffus, noget man kunne tale udenom. Nu fik den et navn. Tumor. Ordet blev hængende i rummet, som om luften ændrede vægt.

- Bare at høre ordet tumor og kræft, siger Justus Hansen stille og fortsætter i samme toneleje:

- Der brændte min verden sammen.

Scanningerne viste en knude på 14 x 14 centimeter ved leveren og den højre binyre. Men selv med billederne sort på hvidt fulgte ingen klarhed. I stedet begyndte månederne at glide forbi i konferencer, henvisninger og nye vurderinger. Fire læger. Fire bud. Tre måneder, hvor han levede i et ingenmandsland mellem håb og afsked – uden at vide, hvilken side han befandt sig på.

Det var i den periode, at en anden form for ventetid trådte frem. Ikke den medicinske, men den administrative. I Nuuk boede han privat og ikke på patienthotellet, og derfor gled han i perioder uden om de faste møder, hvor patienterne blev fordelt og prioriteret.

- De glemte mig. Det var i hvert fald min følelse, siger han nøgternt.

Han fortæller det uden vrede, mere som en konstatering. Derfor begyndte han at møde op. To gange om dagen. Klokken ti. Klokken to.

- Jeg stod bare der og sagde: “Hallo – jeg er her stadig.”

Til sidst kom henvisningen til Rigshospitalet, hvor jeg hurtigt kom ind på operationsbordet. Operationen varede seks-syv timer. Kirurgerne åbnede fra brystben til navle og tværs ind over siden. Da de fjernede tumoren, var den vokset yderligere.

Men selv om indgrebet var voldsomt, var det dagene bagefter, der for alvor satte sig fast i ham. Kroppen reagerede ikke, som den skulle. Han blev kørt til røntgen hver fjerde time. Lamperne i loftet gled forbi i gentagne sekvenser. Vægten faldt. Tiden blev målt i kritiske intervaller på 24 og 48 timer.

- Man mister lidt grebet om sig selv, siger han.

Alligevel var det ikke selve snittet eller komplikationerne, der ramte ham hårdest. Det var øjeblikket bagefter, hvor han oplevede, at de familiemæssige roller var byttet om.

- Det var grænseoverskridende, at min egen søn kørte mig rundt i rullestol.

Han siger det stille. For sygdommen lærte ham ikke kun noget om kroppen, men også om afstande.

I Tasiilaq findes der ingen scanner. Kun blodprøver og ventetid. Han insisterede selv på at blive sendt videre, mødte op i Nuuk og mindede systemet om, at han stadig var der.

- Hvis jeg ikke havde stået der…

- Så ved jeg ikke, hvor lang tid der var gået.

For Justus blev det en form for anskuelsesundervisning i det, han i årevis har kæmpet for: at vilkårene ikke må afhænge af, om man bor i en stor by, eller om man har kræfterne til at banke på de rigtige døre. Ulighed i Grønland er ikke kun et tal i en rapport. Den har en geografi. Og den mærkes i kroppen.

Fjorden som skole

Når Justus Hansen begynder at fortælle om sin barndom i Tasiilaq, kan man høre det på ham. Stemmen bliver lysere, tempoet en anelse hurtigere, som om minderne stadig bevæger sig med vinden fra fjorden. Landskabet dukker op mellem sætningerne – vandet, bådene, lyset – og med det en barndom, hvor frihed og ansvar hang tæt sammen.

- Vi kunne underholde os selv. Vi gik ture eller sejlede, siger han.

Det var en barndom, hvor verden ikke kom gennem en skærm, men gennem vind i ansigtet og saltvand på hænderne – og hvor friheden altid fulgtes af et ansvar, man lærte at bære tidligt.

Som 12-årig sejlede han alene ind i fjorden i sin onkels båd. Der var torsk i vandet og sommerdage, hvor han og en fætter fiskede, skar og gjorde klar til salg. De tjente penge, men lærte noget andet samtidig – om arbejde, rytme og fællesskab. Det blev ikke kaldt dannelse, men det vil man nok kalde det i dag.

Arbejdet fortsatte på land. Faren var dansk tømrermester, og hjemme lå hammer og søm lige så naturligt som skolebøgerne. De byggede deres eget hus i Tasiilaq, og Justus bar materialer, stod på taget med papsøm og lærte, hvordan en væg rejser sig, og et hjem tager form.

- Siden jeg var helt lille, har jeg altid arbejdet i sommerferien, siger han.

Når han sammenligner med i dag, gør han det uden at romantisere. Børn i Tasiilaq lever i en anden virkelighed nu – med internet, telefoner og en langt større tilgængelighed til verden udenfor. Friheden er anderledes, men også mere overvåget, mindre fysisk.

- Det er svært nu til dags, siger han om at få unge til at tage sommerarbejde.

- Det er ikke lige til.

Alligevel ligger der en stolthed under ordene. En bevidsthed om at komme fra et sted, hvor man lærte at klare sig med det, der var – og netop derfor lærte at få noget til at vokse ud af næsten ingenting.

Dobbeltheden som drivkraft

Justus er årgang 1968. Dansk far. Grønlandsk mor. Allerede som barn mærker han, at identitet ikke bare er noget, man siger, men noget, der kan sætte sig i kroppen, når andre peger.

- Jeg gik i den udvidede klasse, hvor hovedparten af eleverne havde en dansk baggrund, forklarer han.

Der var blikke og drillerier i skolegården, episoder han ikke ønsker at dramatisere, men heller ikke vil bagatellisere.

- Der var altid nogen, der skulle prikke til én. Jeg er opvokset med at slås for min ret.

Samtidig understreger han, at Østgrønland historisk har været nødt til at være mere åben over for dem, der kom udefra. Lærere, telegrafister og købmænd var en del af hverdagen, og forskellighed var ikke et valg, men en forudsætning.

- Vi er nødt til at omfavne det, der kommer udefra og hjælper vores samfund.

Det betyder ikke, at alt var harmonisk, men dobbeltheden blev ikke den samme hårde skillelinje, som mange har oplevet andre steder. Alligevel voksede en anden erfaring frem: følelsen af, at øst altid lå lidt på kanten af det, der blev besluttet i vest.

- Når man sidder derovre og føler sig isoleret, så er det nemt at pege mod vest, siger han.

Den følelse – af at være langt fra beslutningerne og tæt på konsekvenserne – lagde sig tidligt i ham og blev senere en politisk drivkraft for ham. Ikke som vrede, men som en vilje til at sikre, at Østgrønland ikke kun bliver omtalt, men også hørt.

I 1982 – som 14-årig og nykonfirmeret – flyttede familien permanent til Danmark. Først i oktober 1993 vendte han tilbage til Tasiilaq. I de mellemliggende år blev han uddannet mekaniker og kastede sig helhjertet over håndbolden, hvor han stod mål i Sengeløse, Høje Taastrup og Valby.

En dag stod den daværende landstræner, Leif Mikkelsen, på sidelinjen. Han havde lagt mærke til Justus’ bevægelighed i målet og spurgte, om han kunne tænke sig at spille for den københavnske topklub, Ajax.

- Jeg blev smigret. Det var jo en kæmpe anerkendelse, siger han.

Alligevel sagde han nej. Fællesskabet betød mere end ambitionen. Senere har han ærgret sig over, at han ikke tog chancen.

- Jeg kunne jo altid have prøvet mig selv af.

Den erfaring bar han med sig, da Demokraterne spurgte, om han ville stille op som kandidat. Denne gang sagde han ja.

- Muligheden skulle afprøves. Man kan altid trække sig igen, kommer det fra en af de erfarne medlemmer af Demokraternes landstingsgruppe.

Det gjorde han som bekendt ikke. Siden 2008 har han været aktiv i politik – enten i kommunalbestyrelsen eller Inatsisartut.

Stemmen fra øst

I dag taler Justus, som om han altid er på vej videre – fra møde til møde, fra udvalg til samling. Men midt i tempoet er hans ærinde det samme: at få Østgrønland hørt.

For ham består en stor del af arbejdet i at forklare vilkårene derhjemme for hans politiske kolleger, som sjældent selv har stået i dem.

- Mange af dem kender det ikke reelt, siger han.

Det handler ikke om at skabe en øst-vest-konflikt, understreger han, men om at udligne forskelle. I et land, hvor beslutningerne ofte træffes i de større byer, risikerer øst at blive et sted, man har holdninger til – uden at kende hverdagen.

Han peger på sproget som et eksempel. Da hans børn gik på GUX i Sisimiut, fik de at vide, at de ikke skulle tale østgrønlandsk i byen.

- Altså, hvad fanden, udbryder han og supplerer:

- Det er jo sådan nogle ting, vi slås med som østgrønlændere.

Samtidig skal elever i øst lære vestgrønlandsk i folkeskolen, mens det ikke gælder den anden vej, at vestgrønlændere skal introduceres til det østgrønlandske sprog.

- Det er ikke dramatisk i sig selv, siger han, men det siger noget om, hvilken vej tilpasningen går.

Ifølge ham er der også de særlige restriktioner i yderdistrikterne, blandt andet alkoholforbud, som ifølge ham hviler på en antagelse om, at man “ikke kan styre sig”. Problemerne findes overalt i Grønland, påpeger han, men stemplingen rammer bestemte postnumre hårdere end andre.

- Så snart der står 3913 (Tasiilaq, red.), så er medierne klar, mener han

- Det sender jo et signal, at man ser os gennem en bestemt linse.

Fraværets regnskab

Der er en pris for at repræsentere et sted, der ligger langt fra magtens centrum. Den betales ikke kun i rejsetimer, men i fravær.

Justus har forsøgt at samle møderne, planlægge bedre, presse kalenderen, så han kan være mere hjemme. Alligevel ender regnestykket højt.

- Det er lidt over seks måneder, hvor jeg ikke opholder mig i Tasiilaq, siger han.

Det betyder fødselsdage, han ikke deltager i. Mærkedage, han følger på afstand. En hverdag, hvor man kan se lagkagen på et billede, men ikke dufte den.

- Bare at kunne følge med på Facebook eller FaceTime … det er udfordrende.

Han og hans kone har holdt sammen i 27 år, fortæller han, og hver gang han stiller op igen, bliver hun spurgt, om det er okay.

- Hun ved jo også godt, at mit hjerte brænder for politik.

Tre af børnene bor i dag i Nuuk, den yngste går på efterskole i Danmark. Og han erkender, at et liv i politik langsomt kan flytte ens tyngdepunkt, uden at man helt opdager det.

Og oven i det hele ligger sygdommen som en stille baggrundstone – kontrollerne, rejserne, de små mentale alarmklokker, der kan ringe uden varsel.

Drømmene skal leves nu

Med sygdommen har han på den hårde måde lært at måle livet i intervaller. Tre måneder. Næste scanning på Rigshospitalet i København. Næste samling i Nuuk. Næste fly til en nordisk by, der holder et Nordisk Råds-session. Næste møde … og næste farvel. Og så videre.

Og alligevel siger han, så prøver han at leve modsat: ikke at udsætte ens drømme, bare fordi kalenderen er fuld.

- Tiden skal ikke stå i vejen for mine drømme. Når mulighederne er der, så tager jeg dem.

Måske er det også derfor, han i efteråret tog af sted sammen med en kammerat til Old Trafford for at se sit hold, Manchester United. En drøm, han har båret med sig i næsten 50 år, siden han som dreng blev fan af de rødblusede djævle.

Han husker øjeblikket, da han gik gennem tunnellen og ud mod den berømte græsplæne – ikke som spiller, men som tilskuer.

- Jeg må erkende, at jeg græd som et lille barn, da jeg gik igennem tunnelen og så de vældige tribuner. Det var virkelig specielt, siger han, efter at han har set Drømmenes Teater, som Old Trafford også blive kaldt, så mange gange på tv.

I slutningen af samtalen via Messenger, falder lyden ud, og pludselig hører jeg Justus’ stemme igen:

- Hallo, siger han og tilføjer:

- Jeg er her stadig.

Det er måske også den sætning, der bedst forklarer hans politik. Ikke som ideologi, men som insisteren på, at Østgrønland ikke kun er et postnummer. Ikke kun en historie i medierne - eller et sted på kanten. Her bor der mennesker med familier, der taler deres sprog,

Og en mand, der pakker sin kuffert igen – ikke fordi han ikke vil være hjemme, men fordi han stadig tror på, at hjemmet kan blive hørt.