ÅRSRAPPORT

Højest niveau af selvmord i otte år

Individuel forebyggelse af selvmord kan ikke står alene, derfor må der fokuseres på strukturel forebyggelse, fastslår en ny rapport fra Landslægeembedet. 

50 personer begik selvmord i Grønland i 2025.
Offentliggjort

Selvmordsraten i Grønland er betydeligt højere end i andre lande. I 2025 nåede den så det højeste niveau siden 2018.

Det fremgår af Landslægeembedets årsrapport vedrørende selvmord 2025.

Der var i alt 50 selvmord i Grønland i 2025, hvilket svarer til 0,88 per 1000 indbygger, hvilket er syv til ni gange over dansk og globalt niveau.

Ifølge rapporten er selvmordsraterne også høje blandt inuit i Canada og Alaska.

Det er især mænd, som indgår i statistikken. 84 procent af de afdøde sidste år var mænd, og den højeste forekomst er blandt unge mænd mellem 15 og 24 år. Gennemsnitsalderen lå på 32 år.

Figuren viser antal selvmord fra 2018 til 2025 og rate per 1000 indbyggere. Den gennemsnitlige selvmordsrate for perioden er 0,78 per 1.000 indbyggere

Selvmordsforebyggende forløb hjalp ikke

TUSAANNGA

Hvis du går med tanker om selvmord, kan du altid kontakte Tusaannga for at dele dine tanker. 

Du kan ringe eller skrive anonymt og gratis døgnet rundt. Telefon: 80 11 80. SMS: 1899.

”International forskning viser, at selvmord oftest er forbundet med psykisk sygdom, tidligere selvmordsforsøg og misbrug, herunder alkohol,” står der i rapporten.

Af de 50 personer, som i 2025 begik selvmord, havde 30 procent en psykiatrisk diagnose, mens 24 procent før havde forsøgt at begå selvmord.

Det fremgår af rapporten, at der tilbydes selvmordforebyggende forløb gennem sundhedsvæsenet til personer, som har forsøgt selvmord. 12 personer havde tidligere forsøgt selvmord. Heraf havde fire takket ja til et forløb, tre havde gennemført det, mens den sidste stadig stod på ventelisten på dødstidspunktet.

Der var alkoholpåvirkning i 10 tilfælde. I de resterende tilfælde var der ikke oplysninger om eventuelt alkoholindtag forud for selvmordet.

Alkoholforebyggelse må prioriteres

Ingen af de 50 personer havde kontaktet sundhedsvæsenet med selvmordstanker i ugen op til dødsfaldet.

Og dette er bemærkelsesværdigt, påpeger rapporten. Det er i overensstemmelse med forskning, som viser, at selvmord ofte sker impulsivt eller i affekt, nogle gange forstærket af alkohol.

”Dette begrænser effekten af individrettede indsatser alene og stiller krav om styrket strukturel forebyggelse,” står der i rapporten.

Rapporten peger på, at alkoholforebyggelse må anses som en integreret del af selvmordsforebyggelse, især da rusdrikning og alkoholrelaterede belastninger fortsat er udbredte i Grønland.

Den individuelle behandling og kriseintervention må suppleres med strukturelle tiltag, der reducerer alkoholrelaterede belastninger, styrker beskyttende faktorer i lokalsamfundene og mindsker risikoen for impulsive handlinger i akutte krisesituationer, står der afslutningsvis i rapporten.

Powered by Labrador CMS