Hvordan kunne så mange se gennem fingre med Jeffrey Epsteins forbrydelser?
Hvorfor blev rige, magtfulde og endda kongelige personer ved med at omgås Jeffrey Epstein, selv efter han var dømt, spørger en læser. Svaret skal findes i dybe psykologiske mekanismer som statusjagt og magtens forførelse, forklarer professor.
Socialpsykologisk forskning viser, at mennesker har en stærk tendens til at følge autoriteter og gruppens normer - også når det strider mod deres egen moral.Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix
I disse uger bliver nye retsdokumenter og vidneudsagn fra
Jeffrey Epstein-sagen offentliggjort. De beskriver, hvordan den afdøde og dømte
finansmand i årevis plejede omgang med et utal af kendte og magtfulde
mennesker, lige fra præsidenter som Bill Clinton og Donald Trump til kongelige
som den norske kronprinsesse Mette-Marit og den britiske prins Andrew.
- Hvordan kunne så mange mennesker lade sig forføre af
Epstein og være ligeglade med al moral? spørger en forundret læser Juliane, som
har skrevet ind til Videnskab.dk’s læserbrevkasse, ‘Spørg Videnskaben’.
I disse uger bliver nye retsdokumenter og vidneudsagn fra
Jeffrey Epstein-sagen offentliggjort. De beskriver, hvordan den afdøde og dømte
finansmand i årevis plejede omgang med et utal af kendte og magtfulde
mennesker, lige fra præsidenter som Bill Clinton og Donald Trump til kongelige
som den norske kronprinsesse Mette-Marit og den britiske prins Andrew.
Annonce
- Hvordan kunne så mange mennesker lade sig forføre af
Epstein og være ligeglade med al moral? spørger en forundret læser Juliane, som
har skrevet ind til Videnskab.dk’s læserbrevkasse, ‘Spørg Videnskaben’.
Ifølge Henrik Høgh-Olesen, professor i psykologi ved Aarhus
Universitet, kan vi lede efter svaret i vores fundamentale natur som flokdyr.
Vi lader os fortrylle af penge og status, og vi er mestre i at se præcis det,
vi ønsker at se.
Vi er hierarkiske dyr
FEMFAKTORMODELLEN
Femfaktormodellen er en personlighedsmodel, der beskriver
personligheden gennem fem overordnede træk - også kaldet The Big Five.
Personlighedstrækkene måles ofte med spørgeskemaer, hvor
personer vurderer, hvor godt forskellige udsagn passer på dem selv.
Kilde: Lex.dk
Socialpsykologisk forskning viser, at mennesker har en stærk
tendens til at rette sig efter personer med magt og høj status. Allerede i
1960’erne viste psykologen Stanley Milgram i sine berømte
lydighedseksperimenter, at almindelige mennesker kunne fås til at udføre
handlinger, de selv oplevede som moralsk forkastelige, hvis de troede, at en
autoritet forventede det. Ifølge Henrik Høgh-Olesen spiller de samme mekanismer
ind i virkelige magtrelationer:
- Vi mennesker er sociale dyr og hierarkiske dyr. Vi er
meget optaget af status og magt, og vi vil gerne associeres med folk, der er
højt placeret, fordi det giver os adgang til ressourcer, som vi ellers ikke
ville have, siger han.
I Epsteins tilfælde var han omdrejningspunktet for en enorm
økonomisk elite. Det skabte en fascination, hvor selv folk med høj status i
forvejen kunne lade sig forføre.
Som Henrik Høgh-Olesen udtrykker det, kan en kongelig sole
sig i Epsteins rigdom, mens Epstein kan sole sig i den kongeliges status.
- Penge, magt og status fortryller, konstaterer han.
Selektiv blindhed
Henrik Høgh-Olesen forklarer, at når fordelene ved et
venskab er store nok, træder en psykologisk forsvarsmekanisme i kraft: Selektiv
perception (selektiv blindhed). Det betyder, at vi ser det, vi ønsker at se -
det, vi har glæde og nytte af - og bliver selektivt blinde over for
advarselslamperne. Forskning viser, at mennesker har en tendens til at
rationalisere og bagatellisere problematisk adfærd, især når de selv står til
at opnå sociale eller økonomiske fordele. Det kaldes moralsk frakobling.
- Der kan ens søgen efter status være så stor, at den
overskygger både sund fornuft og moral. Ligesom en struds stikker man hovedet i
jorden, siger professoren.
Vi lader os fortrylle af penge og status, og vi er mestre i at se præcis det, vi ønsker at se
- Henrik Høgh-Olesen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet
I Epsteins tilfælde fokuserede folk på privatflyet,
luksuslivet og netværket, mens rygterne om overgreb på unge piger blev
ignoreret.
Når det unormale bliver normalt
Mennesker spejler sig i hinanden, og socialpsykologisk
forskning viser, at adfærd hurtigt normaliseres, hvis ingen i gruppen reagerer
på problematiske handlinger. Når man ser, at Epstein er omgivet af stærke,
magtfulde og ressourcestærke mennesker, fungerer det som en social
blåstempling. Det skaber en tvivl om ens egen dømmekraft, forklarer Henrik
Høgh-Olesen:
- Kan det virkelig passe, at han er et dårligt menneske, når
han har de her andre mennesker som bekendte?
Denne rationalisering gør, at vi tolker andres deltagelse
som accept og normalisering af adfærden.
- Man tænker, at han umuligt kan have narret så mange
magtfulde mennesker, eller også overbeviser man sig selv om, at de negative
historier i medierne blot er ondsindet sladder.
Det smukke er godt
Ifølge Henrik Høgh-Olesen udnyttede Jeffrey Epstein også en
helt grundlæggende menneskelig bias: Vi forbinder ubevidst skønhed med godhed. For
eksempel viser en metaanalyse fra 1991, at mennesker tilskriver attraktive
personer flere positive træk sammenlignet med mindre attraktive personer.
Samtidig peger et studie fra 2015 på, at smukke mennesker får flere jobtilbud
end mindre attraktive mennesker.
Betyder det så, at vi alle kunne være endt i Epsteins ‘Little Black Book’, hvis vi havde haft muligheden? Både ja og nej.Foto: Jlppa/Ritzau Scanpix
- Når Epstein samtidig er rig og magtfuld, forstærkes
effekten. Det gør det langt lettere at forføre og manipulere mennesker,
forklarer professoren.
Kan det ske for alle?
Betyder det så, at vi alle kunne være endt i Epsteins
‘Little Black Book’, hvis vi havde haft muligheden? Både ja og nej. Ifølge
Henrik Høgh-Olesen har vi alle et statusbehov, men der er store forskelle på
vores personlighed og vores moralske kompas. Inden for personlighedspsykologien
spiller egenskaben Conscientiousness (samvittighedsfuldhed) en afgørende rolle.
Denne egenskab, som er en del af Big Five-modellen (femfaktormodellen), er
forbundet med ansvarlighed, selvkontrol og moral.
- Nogle er meget mere optagede af samvittighed og moral end
af selvoptimering og status, forklarer han.
SPØRG VIDENSKABEN
Spørg Videnskaben er Videnskab.dk’s læserbrevkasse. Her kan
du stille spørgsmål til forskerne om alskens emner - lige fra sjove bynavne og
prutter til kvantecomputere og livets oprindelse. Du kan spørge om alt, men vi
elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig
undren.
- For dem vil mistanken om overgreb veje tungere end
gevinsten ved at kende en milliardær.
Et studie fra 2015 peger på, at personer med høj
samvittighed oftere træffer etiske beslutninger og undlader at lade personlige
fordele overskygge moralske overvejelser.
Men for dem, der er mere optagede af selvoptimering, vil
fristelsen til at lukke øjnene være overvældende.
Det er altså ifølge Henrik Høgh-Olesen kombinationen af
menneskets sociale natur, vores trang til status og individuelle valg, der
afgør, om man griber ind.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.