Ilisimatusarfik ansætter ny prorektor
Mitdlarak Lennert, der har en ph.d. med speciale i folkeskoler, bliver en del af ledelsen på Ilisimatusarfik.
Mitdlarak Lennert har forsket i folkeskoler.
Foto: Oscar Scott Carl
Ilisimatusarfiks bestyrelse har ansat uddannelsesinstitutionens nye prorektor, der bliver rektor Mari Kleists stedfortræder.
Mitdlarak Lennert, der er uddannet inden for folkeskoleområdet og har en ph.d., tiltræder som prorektor ved Ilisimatusarfik den 1. oktober. Det oplyser Ilisimatusarfik i en pressemeddelelse.
Mitdlarak Lennert er ikke et ukendt ansigt på Ilisimatusarfik. Hun er i øjeblikket adjunkt ved Afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab & Økonomi og har siden sin ph.d.-grad fra Ilisimatusarfik i 2021 bidraget til både forskning, undervisning og udviklingen af Ilisimatusarfiks uddannelser, skriver Ilisimatusarfik.
Rektor: Kender institutionen særdeles godt
Rektor Mari Kleist glæder sig over ansættelsen:
- Mitdlarak Lennert er en dygtig og visionær kapacitet med stærke faglige kompetencer og et indgående kendskab til Ilisimatusarfik. Hun repræsenterer både kontinuitet og fornyelse, og vi ser meget frem til det kommende samarbejde om den fortsatte udvikling af Ilisimatusarfik til gavn for studerende, medarbejdere og det grønlandske samfund, skriver rektoren i pressemeddelelsen.
I overgangen til stillingen som prorektor vil Mitdlarak Lennert fortsat varetage og afslutte sine opgaver med undervisning og andre forpligtelser ved Afdeling for Arktiske Samfundsforhold og Økonomi i dette semester, oplyser Ilisimatusarfik.