Indlæg: USA bør indgå free association-aftale med Grønland snarest muligt

Tre amerikanske politiske aktører skriver i et indlæg, at USA snarest muligt må knytte bånd til Grønland via en free association-aftale af hensyn til USA's sikkerhed.

Af hensyn til USA's sikkerhed bør Grønland knyttes til USA via en free association-aftale, lyder det i et indlæg fra tre amerikanske politiske aktører.
Offentliggjort

Grønland har fortsat en plads i den politiske debat i USA. Det viser et nyligt publiceret indlæg i mediet The National Interest.

I indlægget argumenterer tre aktører for, at når en ny præsident er valgt, bør landets nye regering snarest gå i gang med samtaler med henblik på at knytte Grønland til USA via en free association aftale af hensyn til USA's sikkerhed:

- Som verdens største ø på toppen af Nordatlanten er den (Grønland, red.) en uundværlig amerikansk allieret i den mest nærliggende arena mellem USA og dets NATO-allierede og Rusland-Kinas autoritære fremrykning, står der blandt andet i indlægget.

Indlægget er skrevet af Kaush Arham, formand for Free & Open Indo-Pacific Forum og senior fellow ved Atlantic Council, Alexander Gray, fungerede som viceassistent for præsidenten og stabschefen for Det Hvide Hus Nationale Sikkerhedsråd (NSC) fra 2019 til 2021 samt Tom Dans, der er tidligere kommissær for U.S.S. Arctic Research Commission og tidligere rådgiver ved det amerikanske finansministerium.

Vil sætte gang i Grønlands vækst

De tre argumenterer for, at amerikanske investeringer og markeder er væsentlige for at sætte gang i Grønlands økonomiske vækst og velstand samt sikre dets "fortsatte tilpasning til NATO."

De nye tiltag fra amerikansk side bør være i overensstemmelse med "Danmarks fulde bevidsthed og engagement i lyset af landets suverænitet over Grønland og stærke, langvarige alliance med USA." 

De tre forfattere skriver også, at partnerskabet mellem USA og Grønland kan ske ved en U.S.-Grønland Compact of Free Association, og trin to kan være at inkorporere Grønland i U.S.-Mexico-Canada-aftalen (USMCA). 

Journalist og forfatter Martin Breum har gennem adskillige år beskæftiget sig indgående med forholdet mellem Grønland og USA, og han har blandt andet skrevet bogen "Grønland og den amerikanske forbindelse", om hele forløbet i 2019, da Trump luftede tanken om at købe Grønland af Danmark.

Breum: Interessen er ikke blevet mindre

Martin Breum siger til Sermitsiaq, at indlægget i National Interest afspejler en vedholdende og fortsat amerikansk interesse for Grønland:

- Interessen er ikke blevet mindre, siden Donald Trump var præsident, og der er stadig nogen, der mener, at USA’s interesser må sikres ved at binde Grønland fast til USA i kraft af en eller anden form for juridisk konstruktion såsom free association.

Martin Breum tvivler dog på, at Trumps idé om at købe Grønland genopstår:

- Personligt tror jeg ikke den bliver genoplivet, selvom Trump skulle blive præsident igen. Men man kan jo ikke være sikker.

- Når jeg ikke tro på det, er det fordi, at i 2019 fik ideen ikke nogen udbredelse i det amerikanske udenrigsministerium eller i forsvaret så vidt vi ved.

- Tanken opstod i National Security Council i Det Hvide Hus, og de kom ikke rigtig videre med den, lyder det fra Martin Breum.

Powered by Labrador CMS