Initiativer motiverer seksualforbrydere til behandling
Kriminalforsorgen i Grønland har opnået succes med initiativer, der motiverer seksualdømte til at modtage frivillig sexologisk behandling.
Leiff Josefsen
Antallet af seksuelle overgreb skal reduceres, og tabuer skal brydes. Det er Kriminalforsorgen i Grønlands mål.
Kriminalforsorgen i Grønland oplyser i en pressemeddelelse, at de siden 2022 og frem til oktober 2024 er lykkedes med at motivere mere end 70 procent af de domfældte, der blev vurderet egnet til behandling, til at tage imod sexologisk behandling i Grønland.
Sexologisk behandling er et frivilligt og offentligt tilbud med det formål at mindske seksuelle krænkelser mod børn. Tilbuddet udføres af Klinik Killiliisa under Socialstyrelsen.
FORSORGENS "INUSSUK"-INITIATIV
- En motivationsindsats for indsatte i Kriminalforsorgen i Grønland dømt for seksuelle krænkelser (programmet består af gruppeforløb og individuelle samtaler med psykologer og løber over hhv. 3 og 8 uger).
- Etablering af otte særlige pladser til seksualdømte i Anstalten i Nuuk (Otte pladser er reserveret til seksualdømte, hvor personalet er særligt klædt på til målgruppen.
- Kriminalforsorgen i Grønland er blevet en del af det landsdækkende netværk i Danmark for sexologisk behandling, hvor man sparrer og udveksler viden.
Tilbuddet om sexologisk behandling udføres af Klinik Killiliisa under Socialstyrelsen i Grønland. Tilbuddet om sexologisk behandling på Klinik Killiliisa er for bl.a. domfældte, der har begået overgreb mod børn og unge under 18 år og blev indført i 2022.
Stor interesse for behandlingen
Siden 2022 og frem til 1. oktober 2024 er 32 domfældte vurderet egnet til sexologisk behandling, og 23 takkede efterfølgende ja og er startet i behandling hos de grønlandske myndigheder.
Det svarer til ca. 70 procent af de egnede, oplyser Kriminalforsorgen.
- De foreløbige resultater af initiativerne er meget positive. Først og fremmest fordi vi potentielt får færre ofre for seksualforbrydelser. Men også fordi, at mange domfældte – og ansatte – nu har bedre redskaber til at tale om noget, der er, og har været, meget tabubelagt.
- Det har stor værdi for de domfældte
selv, personalet og det grønlandske samfund i sin helhed, at de domfældte ender med at tage imod tilbuddet hos Klinik Killilisa, siger direktør i Kriminalforsorgen i Grønland, Christian Høygaard.
Implementeringen af projekt "Inussuk" er evalueret af Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Evalueringen viser blandt andet, at de domfældte bliver bedre til at indlede samtaler med andre indsatte, at de domfældte oplever meningsfuldhed og at blive hjulpet af projektet. Evalueringen er også oversat til grønlandsk.