Israel i højeste beredskab efter krigstrusler fra Trump og Iran

Trump gentager onsdag, at enten skal Iran underskrive en aftale, eller også vil USA "gøre arbejdet færdigt".

Israels militær er i højeste bredskab efter fornyede trusler fra USA og Iran om, at krigen kan blive genoptaget. Det ventes i givet fald at medføre nye iranske angreb mod Israel, der også har rettet talrige luftangreb mod Iran.
Offentliggjort

Israels militær er i højeste alarmberedskab, efter at USA og Iran har truet hinanden med at genoptage krigen.

Det siger den israelske hærchef, Eyal Zamir, onsdag.

- Lige nu er IDF (militæret, red.) i højeste alarmberedskab og forberedt på enhver udvikling, siger Zamir i en udtalelse fra militæret.

USA's præsident, Donald Trump, gentager onsdag, at enten skal Iran underskrive en aftale, eller også vil USA "gøre arbejdet færdigt".

- Alt er væk. Deres flåde er væk. Deres luftvåben er væk. Stort set alt. Det eneste spørgsmål er, skal vi gå ind og gøre arbejdet færdigt? Skriver de under på et dokument? Lad os se, hvad der sker, siger præsidenten ifølge Reuters.

Tidligere onsdag havde Revolutionsgarden i Iran advaret om, at krigen vil brede sig ud over regionen, hvis USA og Israel genoptager angrebene.

Irans chefforhandler, Mohammad Bagher Ghalibaf, advarer onsdag om, at USA gør klar til at genoptage krigen.

- Fjendens bevægelser, både de åbenlyse og de skjulte, viser, at på trods af økonomisk og politisk pres har den ikke opgivet sine militære mål. Den forsøger at indlede en ny krig, siger Ghalibaf.

En midlertidig våbenhvile mellem parterne har været i kraft siden 8. april.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS