UNNIA
Ivalo tiltræder som fagchef for dagtilbud
Ivalo Nguujuk Adolfsen Arnfjord er uddannet socialpædagog og har en akademisk diplomuddannelse i pædagogisk psykologi, en master i almen pædagogik samt en cand.pæd. i almen pædagogik. Hun har også været ph.d.-stipendiat ved Ilisimatusarfik.
Foto: Dida G. Heilmann / Kommune Kujalleq
Ivalo Nguujuk Adolfsen Arnfjord, socialpædagog, bliver ny fagchef for dagtilbudsområdet i Kommune Kujalleq. Det meddeler den sydgrønlandske kommune i en pressemeddelelse.
- Vi er meget glade for, at Ivalo Nguujuk Adolfsen Arnfjord har sagt ja til at blive fagchef for dagtilbud i Kommune Kujalleq, siger forvaltningschef for Inerisaanermut Ingerlatsivik, Annga Lynge.
Ivalo har gennem en årrække arbejdet med pædagogisk udviklingsarbejde i Uddannelsesstyrelsen, herunder med Meeqqerivitsialak. Hun har blandt andet arbejdet med implementering af lovgivning på dagtilbudsområdet, pædagogiske udviklingsplaner, opkvalificering af medarbejdere og udvikling af kursus- og undervisningsmaterialer til førskoleområdet.
- Dagtilbuddene spiller en afgørende rolle i børns første år. Derfor er det vigtigt, at vi har en tydelig faglig retning og et tæt samarbejde med institutionerne. Med Ivalo får vi en fagchef, der både kender området dybt og kan være med til at udvikle det i tæt samspil med ledere og medarbejdere, skriver kommunen.