J.D. Vance holder kort påskemøde med pave Frans
Den katolske kirkes øverste leder har udvekslet påskehilsener med USA's vicepræsident i pavens residens.
Pave Frans har tidligere været kritisk over for den amerikanske præsident Donald Trumps indvandringspolitik. Søndag mødtes han kort med USA's vicepræsident, J.D. Vance, i Vatikanet.
Foto: Divisione Produzione Ica/Reuters
Den amerikanske
vicepræsident, J.D. Vance, har påskesøndag holdt et kort privat møde i
Vatikanet med pave Frans.
Det oplyser Vatikanet i en
erklæring.
Ifølge nyhedsbureauet AFP
varede mødet kun få minutter, hvor de to udvekslede påskehilsener.
Den katolske kirke har blandt
andet været stærkt kritisk over for Trump-administrationens planer om at
deportere millioner af migranter i USA.
Pave Frans har for eksempel
tidligere kaldt den amerikanske indvandringspolitik for en
"skændsel".
Vance drøftede lørdag emner
som migration med pavens højre hånd og andre højtstående repræsentanter for den
katolske kirke. Ifølge Vatikanet var der tale om "hjertelige
samtaler", skriver AFP.
Ifølge iagttagere er
forholdet til USA en høj prioritet for Vatikanet i øjeblikket.