– Jeg håber vi vinder vores erstatningskrav, så staten skammer sig, som jeg skammede mig, da jeg lå i briksen

Jeg lukkede øjnene og kunne høre lyden af instrumenterne. Lyden af jern. Det gjorde så ondt, da de trængte op i mig. Som skarpe knive, der skar mig indeni. Jeg følte det hele, men sagde ikke noget. Bed det bare i mig. Jeg var kun 12 år, og havde ikke haft min første menstruation. Jeg anede ikke engang, hvordan et barn kom ud. Jeg troede det kom ud gennem navlen. 

Jeg husker alt i venterummet og inde hos lægen. Jeg var der alene og ikke sammen med nogle voksne, og vidste ikke, hvorfor jeg var der. Jeg blev kaldt ind, og så sagde de, at jeg skulle lægge mig op på briksen og tage mine trusser af. 

Da jeg kom ud, føltes det som om alle kunne se igennem mig og vidste hvad jeg havde oplevet. Jeg skammede mig så meget.

Vi var lige flyttet til Upernavik. Det var i begyndelsen af august 1978. Jeg er opvokset i et meget kærligt og roligt hjem. Jeg er nummer fem ud af syv søskende. Vi er opdraget til at tage ansvar. Min mor vidste ikke noget om det der skete. Det var først forrige år, at jeg fortalte hende om mine oplevelser.

Jeg er opdraget til at lytte til danskere og autoriteter. Vi så op til dem, og var meget loyale. Jeg ville ikke modsige lægen. Det gjorde man bare ikke. 

Det var først, da jeg fik undervisning i skolen, at jeg vidste hvordan et barn kommer ud, og at det var først da læreren snakkede om prævention, at jeg forstod hvad det var, de havde gjort. 

Jeg ved stadig ikke hvorfor, men jeg har aldrig kunne få børn. Jeg tror, det har noget med spiralen at gøre. Jeg har kæmpet i mange, mange år. Indtil jeg var 35 år, så sagde jeg stop. Det var vores største drøm at få barn. Det har været en kamp hver eneste dag i mange år. Vi fik et adoptivbarn, da jeg var 29 år gammel. Der var mange, der sagde: Du kan ikke få børn, fordi du ønsker det så meget, men når du får en adoptivdatter, så kommer det automatisk. Det gjorde det ikke. Jeg blev vred, når jeg så andre skælde ud på deres børn. Jeg sagde ikke noget, men jeg tænkte: Giv mig dit barn, hvis du ikke kan elske det, så kan jeg elske det.

Jeg er ligeglad med ordet undskyld. Man bruger ordet undskyld når man gør noget der ikke er med vilje. Men at sige undskyld når man har gjort noget bevidst kan jeg ikke bruge til noget. Du kan ikke ændre det. 

Jeg kan ikke få børn, selv hvis jeg får erstatning. Hvad skal jeg bruge det til? Jeg bliver ikke lykkeligere af at få penge. Jeg er ikke sur på andre end ham lægen som satte spiralen op. Selvom han er læge, kunne han sige nej. Han kunne se, at jeg var et barn. 

Jeg tænker meget på de andre kvinder, der har oplevet det samme. Jeg har det godt i forhold til mange af dem. Jeg er ikke blevet psykisk syg. Jeg er kommet videre. Da jeg blev 35 sagde jeg stop. Nu vil jeg videre. Jeg vil ikke græde mere. 

Jeg håber, at min historie kan give en forståelse for, hvad der skete i Grønland dengang, og hvorfor vi er som vi er i dag. Vi er en generation, der har oplevet forskellige traumer. Jeg vil fortælle folk det, så de forstår. 

Arnaq Johansen, 60 år gammel.