Jens-Frederik: Vi har ikke følt os truet af Kina eller Rusland - men en allieret skabte utryghed

På sikkerhedskonferencen i München slog Jens-Frederik Nielsen endnu en gang fast, at det er uacceptabelt af true andre landes territorier.

På konferencen i München mødtes Jens-Frederik Nielsen med USA's udenrigsminister Marco Rubio fredag.
Offentliggjort

Fredag og lørdag har formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), deltaget på den internationale sikkerhedskonference i München, hvor han blandt andet er mødtes med USA's udenrigsminister Marco Rubio sammen med statsminister Mette Frederiksen.

Søndag er Jens-Frederik Nielsen kommet med en udmelding på Facebook om sine budskaber på konferencen, hvor han blandt andet gjorde det klart, at det er uacceptabelt at true andre landes territorier:

- Hvis vi begynder at acceptere den tankegang, åbner vi døren for en verden, hvor stormagter deler indflydelse mellem sig uden respekt for små nationer og deres ret til selv at bestemme. Det er ikke den verdensorden, vi ønsker, skriver Jens-Frederik Nielsen.

- Allieret rettede pres med vores land

Han gør videre opmærksom på, at det ikke er Kina eller Rusland, der har skabt utryghed i Grønland men i stedet en allieret:

- Fra et grønlandsk perspektiv har vi i mange år levet i lavspænding. Vi har ikke følt os truet af Rusland eller Kina.

- Den første gang mange grønlændere for alvor oplevede en følelse af utryghed, var da en allieret rettede et pres mod vores land, som skabte tvivl om vores fremtid, skriver Jens-Frederik Nielsen, der her hentyder til USA, hvor præsident Donald Trump gentagne gange har udtalt, at USA bør overtage Grønland.

Jens-Frederik Nielsen understreger, at beslutninger om Grønland træffes i Grønland, og at Grønland er med til at tage et større ansvar for sikkerheden i regionen. 

Donald Trump har flere gange kritiseret sikkerheden ved Grønland og sagt at Grønland er omgivet af kinesiske og russiske skibe. Påstanden er blevet afvist fra grønlandsk og dansk side, men der er sat adskillige initiativer i gang for at styrke forsvaret i Grønland.

Powered by Labrador CMS