Jordmoderforeningen er dybt bekymret over midlertidige lukninger
Sundhedsvæsenet lukker igen to fødesteder, hvilket kan skabe alvorlige konsekvenser, advarer Ernisussiortut Kattuffiat.
Qaqortoqs regionssygehus er et af de to fødesteder, som nu lukket midlertidigt.
Foto: Poul Hard
Tidligere i dag meldte Departementet for Sundhed og Personer
med handicap ud, at to fødesteder bliver lukket midlertidig. Der er tale om
fødestederne i Sisimiut og Qaqortoq.
Det er langt fra første gang, at denne problematik opstår,
og det får Ernisussiortut Kattuffiat, jordemoderforeningen i Grønland, til at
udtrykke bekymring i en pressemeddelelse.
- Beslutningen, som er truffet med kort varsel, vil få
vidtrækkende konsekvenser for jordemødrene og kvaliteten af fødselstilbuddet til
gravide familier, skriver de.
Ifølge Ernisussiortut Kattuffiat er Grønland gået fra 17
fødesteder i 2002 til nu kun at have tre, som stadig er åbne.
I 2019 blev fødestedet i Aasiat midlertidigt lukket. Det er
endnu ikke blevet genåbnet. Fødestedet i Qaqortoq er også blevet lukket midlertidigt
gentagende gange over de sidste par år.
- Vi fra EK er dybt bekymrede over, at Sundhedsledelsen med
kort varsel har reduceret antallet af fødesteder til tre, hvilket resulterer i
en uholdbar centralisering i Nuuk uden øget kapacitet i form af flere fødestuer
eller flere jordemødre, står der i pressemeddelelsen.
Det er mangel på læger, der er skyld i lukningerne, skriver Departementet
for Sundhed og Personer med handicap.
250 ekstra patientkontakter
Gravide kvinder fra både Sydgrønland og Sisimiut vil nu
blive sendt til Nuuk for at føde. Men en graviditet kræver mere end blot
en fødsel for personalet, der hjælper de gravide. Det skriver Ernisussiortut
Kattuffiat.
- Lukningen af fødestederne i Qaqortoq og Sisimiut betyder
ikke blot 53 flere fødsler i Nuuk, men i realiteten nok nærmere beregnet 250
ekstra patientkontakter til jordemødrene i Nuuk, da hver gravid typisk har fem
kontakter fra de ankommer til Nuuk og indtil fødslen.
Det lægger et endnu større pres på jordemødrene på
fødeafdelingen i Nuuk, der i forvejen har overbookede ambulatorier.
Det er nemlig ikke sådan lige at ansætte jordemødre i
Grønland. Ernisussiortut Kattuffiat skriver, at der er vedvarende rekrutteringsudfordringer,
som forværres af lønniveauet, som ligger under standarden i de øvrige nordiske
lande.
Varige påvirkninger for børn og parforhold
Ifølge jordemoderforeningen har det store økonomiske og
sociale konsekvenser for familierne, når en fødsel flyttes.
Hvis familien allerede har børn, skal de vælge mellem at
betale for, at de rejser med, eller gennemgå lange perioder med adskillelse fra
deres mor, hvilket kan have varige påvirkninger for børnene og parforhold.
- EK opfordrer Sundhedsledelsen og Naalakkersuisut til
omgående at iværksætte en grundig evaluering af de midlertidige lukninger og
sikre, at fremtidige beslutninger træffes med fokus på både kapacitet,
personale og de sociale konsekvenser for gravide og familier, skriver Ernisussiortut
Kattuffiat afslutningsvist.
Med de to midlertidige lukninger er der nu fødesteder på
Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, regionsygehuset i Ilulissat og
regionssygehuset i Tasiilaq.