Julius fra Nanortalik er ædru alkoholiker: Alkoholforbud alene gør ikke alkoholikere ædru

Vi skruer tiden tilbage til 1998.

Det var efterår, og Julius Adolfsens misbrug af alkohol og hash var på sit værste.

Han voksede op i et hjem præget af alkohol og vold. Når han selv var beruset, blev han meget aggressiv og udsatte blandt andet sin daværende kone for vold. Efter flere år, hvor hun havde forsøgt at forlade ham, fik hun til sidst nok og gik fra ham.

- Jeg plejer at sige, at det at blive forladt af min tidligere kone er blandt de hårdeste oplevelser, jeg har haft. Når en, man elsker, dør, så er personen død. Men at blive forladt af den, man elsker, føles endnu værre. Jeg bor i samme by som hende og kan se hende, men jeg kan ikke tale med hende, fortæller Julius Adolfsen.

Samtidig oplevede han endnu en alvorlig konsekvens af sit misbrug. Når han havde penge, drak han konstant, og det betød, at han ofte blev væk fra sit arbejde på havnen.

Hans arbejdsplads på havnen i Nanortalik fik til sidst nok og afskedigede ham.

- Det var forfærdeligt og ubehageligt. Man begynder at føle sig værdiløs og tænker nærmest: Hvad laver jeg egentlig her? Min kone forlod mig, og så blev jeg afskediget fra mit arbejde. Til sidst kunne jeg heller ikke følge med i regningerne.

Julius var på det tidspunkt så dybt i sit alkoholmisbrug, at han havde mistet kontakten til sine nærmeste og ikke længere havde nogen at gå til. Han havde mistet lysten til at leve. Men tankerne om hans eneste datter, som dengang var 16 år, blev ved med at dukke op. Det skulle senere vise sig at blive en vigtig drivkraft for ham i kampen for at komme ud af misbruget.

Vi vender tilbage til, hvordan Julius fandt vejen ud af misbruget.

Alkoholmisbrugere finder altid en udvej

Julius har selv været afhængig af alkohol i mere end 25 år og kan derfor godt sætte sig ind i, hvordan mennesker med alkoholproblemer i Kommune Kujalleq har det under den nuværende lukning.

Han har selv oplevet, hvordan et forbud mod salg af alkohol påvirkede ham.

- Den lukning var forfærdelig. Vi kunne ikke længere købe alkohol, fortæller Julius Adolfsen.

Han husker tydeligt nytåret 1990. Efter drabet på syv mennesker i Narsaq blev alkoholsalget forbudt i Sydgrønland. For Julius blev det en svær tid.

- Vi begyndte at hjemmebrygge, og det var nok ikke kun mig der gjorde det. Selv hvis der ikke var blevet lukket, bryggede jeg på det tidspunkt, fordi jeg ville blive fuld. Jeg kan se på mig selv dengang som en, der ikke længere kunne undvære alkohol. Man begynder hurtigt at lede efter noget, der kan give en rus. Sådan var min situation.

Han er dog ikke i tvivl om, at en lukning af alkoholsalget kan være til gavn for mennesker, der ikke har et alkoholproblem.

- Det vil jo gavne andre, og ligesom nu er jeg glad for, at der er lukket. Dengang jeg selv drak, var det ubehageligt for mig, når der var lukket. Hvis man skal sige det sådan, følte jeg mig indelukket på det tidspunkt, fortæller Julius.

Hvordan kan udviklingen vendes?

Julius er ikke i tvivl om, at udviklingen kan vendes, hvis lukningen suppleres med andre initiativer.

- En lukning alene har ikke den store effekt, hvis der ikke sker mere, og hvis der ikke bliver debat om det. Der skal på en eller anden måde være et mål med det, siger Julius Adolfsen.

Hvilke initiativer kunne det for eksempel være?

- Hvis jeg skal give eksempler, kunne det være aktiviteter for børn, unge og voksne. Jeg er selv tidligere blevet brugt til at holde oplæg, fordi jeg har været alkoholiker og hashmisbruger. Det er ønskeligt, at man bruger den slags erfaringer.

Julius vil gerne bruge sine egne erfaringer til at hjælpe andre.

- Efter at jeg er holdt op med at bruge alkohol og hash, vil jeg gerne hjælpe i kampen mod alkoholproblemer. Jeg ved, hvor ødelæggende det er for livet at leve med det. Kommunen eller myndighederne kan ikke alene løfte så stort et problem, siger han.

Han peger også på Uge 18, som tidligere var kendt som den alkoholfrie uge.

- Hvis den blev brugt hele året, kunne kommunerne selv beslutte, hvor ofte de skulle mødes med borgerne. Det kunne være en gang om måneden, hver anden måned eller hvert tredje måned. Hvis det lykkes, kan jeg forestille mig, at man gradvist bliver mere målrettet, siger Julius Adolfsen.

At ramme bunden

Julius peger på, at der kan være mange forskellige årsager til, at mennesker med alkoholmisbrug ønsker at komme ud af deres misbrug.

For ham selv kom beslutningen, efter at alt var gået galt. Han havde mistet både sin kone og sit arbejde og samtidig fået en stor gæld. Han husker tydeligt, hvordan han dengang ramte bunden.

- Dengang var jeg på mit laveste og ønskede ikke længere at leve. Livet var tomt for mig. Jeg følte mig værdiløs. Jeg havde så mange problemer, at jeg ikke længere ville leve. Jeg havde haft det sådan længe. Jeg ville ikke leve, jeg ønskede kun at dø.

I den værste periode havde Julius ikke længere en tæt kontakt til sine nærmeste. Men han begyndte konstant at tænke på sin eneste datter, som dengang var 16 år.

- Efter at min datter allerede havde oplevet så meget smerte, begyndte jeg at tænke på, at hendes lidelser ville blive endnu større, hvis jeg forsvandt. Jeg havde såret hende følelsesmæssigt og psykisk på grund af mit misbrug. Hun ville komme til at længes efter sin far og ikke længere kunne kalde nogen for far. Da de tanker begyndte at melde sig, kom jeg gradvist tættere på at søge behandling.

Et oprigtigt ønske om at komme ud af misbruget

I slutningen af 1998 kom Julius i familiebehandling, hvor han erkendte sit misbrug af alkohol og hash.

Kort efter årsskiftet begyndte han i behandling på Qaqiffik, og den 15. januar 1999 drak han alkohol for sidste gang.

- Jeg har aldrig fortrudt, at jeg kom i behandling. Tværtimod er jeg meget taknemmelig og glad for, at jeg blev behandlet. Jeg værdsætter også et liv uden alkohol og hash. Jeg vil stadig gerne kæmpe, fordi jeg ved, hvor jeg ender, hvis jeg holder op med at kæmpe, fortæller Julius.

Dengang boede hans datter hos sin mor. Datteren, som han havde svigtet under sit misbrug, flyttede efter behandlingen ind hos Julius.

- Hun flyttede ind hos mig, selvom hendes mor naturligvis ikke accepterede det, fordi hun vidste, hvordan jeg var. Det gav mig styrke, at hun ville flytte ind hos mig og gjorde det.

Julius lever i dag et helt andet liv end det, han levede i 1990'erne. For 18 år siden fik han en ny partner, og i dag lever de et lykkeligt liv sammen.

Han har tre børn og et barnebarn, og han ville ikke bytte sit liv med dem for noget andet.

- De giver mig styrke, og det er dem, der har bragt mig derhen, hvor jeg er i dag. De giver mig kærlighed og tryghed, afslutter Julius., afslutter Julius.