Kirken er et fristed fra politik og Trump: – De hører nok om det i medierne

- Gud, du skal være med mig. For jeg er bange nu.

Aviaja Rohmann Hansen har lukkede øjne. Hun sidder i præsterummet i Hans Egede Kirke  – et lille lukket rum med hvidkalkede vægge og trædør.

Ude fra gangen dufter det af kaffe – inde fra det store kirkerum lyder der orgelmusik.

- Du skal give mig styrke til, at jeg kan komme over den her angst, siger hun.

- Jeg beder til, at du er hos mig og passer på os, og at vi bevarer vores sammenhold og ikke bliver splittede i den her utrygge verden, vi lever i. Gud, giv mig styrke og trøst mig, afslutter hun og åbner øjnene.

Aviaja Rohmann Hansen er præst. Den bøn, som hun netop har fremført, er hendes bud på en personlig bøn, man kan sige højt eller tænke inde i sig selv, hvis man er bange over de ting, der sker i Grønland for tiden.

- Man udformer sin egen bøn og bruger sine egne ord – siger noget, som man finder tryghed ved. For idét du siger ordene og sætter ord på det, der gør dig bange, så tager det også noget af din angst fra dig, siger hun.

I lyset af den anspændte verdenssituation, som Grønland siden starten af januar har befundet sig midt i, har der været stort fokus på at italesætte og håndtere de svære følelser og bekymringer, som mange har haft.

Noget Sermitsiaq også har dækket og haft fokus på de sidste par uger.

Fra både politikere, organisationer og eksperter er det særligt blevet anbefalet af tage pauser fra nyhederne og få tankerne hen på helt andre ting.

Og her kan kirken både fungere som et rum, man kan søge hen i, hvis man vil finde ro i kaosset, og hvis man har brug for nogen, at tale om kaosset med, fortæller Aviaja Rohmann Hansen.

- Man kan altid komme og snakke med en præst. Vi er altid til rådighed, siger hun.

Prædiker ikke om politik

De fleste, der har deres gang i kirken, kender nok mest til Aviaja Rohmann Hansen, når hun om søndagen holder gudstjeneste i den gamle, røde Annaassisitta Oqaluffia (Vor Frelser Kirke) ved kolonihaven i Nuuk.

Men når hun ikke er der, sidder hun ofte på sit kontor i Hans Egede Kirke. Det er også her, at borgere, der har brug for at tale med en præst, kommer og opsøger hende og hendes kollegaer.

Selvom det er begrænset, hvor mange direkte henvendelser, hun som præst har fået fra borgere, der har haft brug for at tale om deres bekymringer for den aktuelle udvikling i landet, har hun nemt kunne mærke, at det har ligget folk på sinde.

- Går du til kaffemik, eller møder du folk på gaden, er det noget af det, man snakker om, siger hun.

Sådan var det også i januar 2025, da landet stod i en lignende situation. Dengang besluttede Aviaja Rohmann Hansen og kollegaerne at ændre i den kirkebøn, som de plejer at bruge i forbindelse med gudstjenesterne.

- Lige da det startede sidste år, fik vi en henvendelse fra en, der spurgte, om jeg ikke kunne bede en bøn om fred. Derfor lavede jeg en kirkebøn, hvor jeg skrev, at vi beder for kirken og for fred i verden, siger hun.

At bede om fred i en tid med magtkampe og krig er dog det tætteste, som Aviaja Rohmann Hansen kommer på at tage storpolitik med ind i kirken, fortæller hun.

- Det er kun i bønnen, at jeg beder om fred. Ellers handler mine prædikerne ikke om politik, siger hun.

Er det et bevidst valg? 

- Ja, det er meget bevidst. Jeg synes, de hører nok om det i hverdagen og i medierne, så derfor tager jeg det ikke med. Men jeg siger, at Gud er med os, og at vi skal have tillid til, at Gud holder hånden over os.

- Kom til kirken, og brug den som I vil

Januar har været en overvældende måned – også for Aviaja Rohmann Hansen, fortæller hun.

- Man spørger sig selv, hvad vi gjort for at det går hen og bliver sådan her, siger hun.

Dog finder hun trøst i, at hun har sin tro.

- Den gør, at jeg ikke er helt så bange, som jeg tror, jeg ville have været, hvis ikke jeg havde den. For så beder jeg en bøn, læser i biblen og prøver at undgå at se alt for mange af de udenlandske nyheder – for det kan jeg ikke overskue, siger hun.

Udover at man kan forsøge at sætte ord på ens frygt gennem en bøn, kan man også prøve at fordybe sig i en salme, man godt kan lide – eller læse i biblen, foreslår Aviaja Rohmann Hansen.

- Der er nogle tekster deri, der kan give en ro, siger hun og fortsætter:

- Eller man kan gå tur. Jeg bruger meget naturen selv. For Gud er jo allestedsnærværende.

Det er jo ikke alle, der er religiøse eller tror på Gud. Kan man alligevel bruge kirken eller komme og tale med en præst om sin angst?

- Ja, vi dømmer ikke. Og vi står ikke ude foran og spørger, om folk er troende. Vi indbyder alle: kom til kirken, og så kan man bruge den, som man vil, svarer hun.