Jeg har sagt og skrevet mange gange, at grønlandsk politik
ALDRIG er kedeligt.
Normalt er det indenrigspolitikken jeg henviser til, men på
det seneste har det udenrigspolitiske stået for de fleste overskrifter.
Jeg har sagt og skrevet mange gange, at grønlandsk politik
ALDRIG er kedeligt.
Normalt er det indenrigspolitikken jeg henviser til, men på
det seneste har det udenrigspolitiske stået for de fleste overskrifter.
Politik kan være et meget beskidt spil, hvor alle kneb
gælder. Derfor har det altid vigtigt at vide, hvad man siger og i hvilke fora.
Set fra mit udkigstårn, ser vi nu de begyndende konsekvenser ved, at man meget
naivt og umodent, igennem flere år, har haft en politisk taktik/strategi med at
ytre sig højt og med en meget utilfreds attitude. Det giver som regel altid
bagslag og det skal der læres af på alle niveauer i grønlandsk politik.
Råber man på selvstændighed for enhver pris, vil nogle i det
store udland lytte og de vil bruge det til at fremme deres egen politiske
dagsorden. Det betyder ikke, at man vil fremme Grønlands vej mod
selvstændighed, men at selvstændighedsfløjen vil blive brugt som politisk
værktøj til at skabe splid i det grønlandske samfund. Det er utryghedsskabende
adfærd og potentielt ekstremt farligt.
Jeg henviser naturligvis til dem, jeg
kalder ”paragraf 21-partisanerne”. På den ene side forstår jeg godt deres agenda,
men på den anden side mener jeg, at de fejler fuldstændigt og mangler evnerne
til at læse den politiske situations alvor og samfundets reelle behov for
tryghed.
Så det dilemma belyser faktisk meget godt den ene lakmustest
for, om vores demokrati er modent og stærkt. Umiddelbart har det nuværende
Naalakkersuisut bestået den test. Der gives plads til uenighed, men der meldes
klart ud om, hvad Grønland bør gøre. Det er modent, stærkt og lover godt for
fremtiden.
Er samfundet så modent og klar til kommende
udenrigspolitiske sværdslag? Svaret er både ja, nej og måske. (Man er vel
gammel politiker). Ja, det nuværende Naalakkersuisut er klart og klarer opgaven
meget flot. Nej, samfundet er ikke klar, da vi ikke har det fornødne
militærapparat på plads og herunder de beredskabsplaner, som et land under
angreb skal have klar. Se bare på Ukraine, der trods et befolkningstal på
omkring 40 mio. mennesker, fortsat kæmper hver dag, for at modstå de angreb, de
er under. Hvordan vil Grønland skulle reagere i en lignende situation?
Så til måske-svaret. Det næste valg vil vise, om samfundet
er klar til at finde balancen mellem ønsket om øget selvstændighed og vejen
dertil. Vinder ”paragraf 21-partisanerne” frem, så er det befolkningens vilje,
men vil samtidig vise, at den politiske modenhed fortsat ikke er på plads.
En
anden ting alle skal være opmærksomme på ved næste valg, er det man kalder en
”manchurian candidate”, eller på dansk en ”marionetdukke”. En kandidat der
styres udefra og hvis dagsorden forsøges holdt skjult. Kan man forestille sig,
at USA giver støtte til sådan en kandidat ved næste valg til Inatsisartut? Det
har de gjort mange andre steder i verden, så det frygter jeg, at de kan finde
på. Det vil om noget teste Grønlands demokratis modenhed.