KLUMME: Hjernesmarte bemærkninger

Jeg har nået den alder, hvor jeg nogle gange reflekterer over mine fasttømrede vaner. Nogle anser jeg for gode, mens andre rent ud sagt bare er dårlige vaner. 

Den vane, jeg allerbedst kan springe over i disse dage, hvor gærdet er lavest, er at undgå at gå til træning eller lave yogaøvelser, fordi det er påske. Jeg har nemlig lært at sove længe, og en fridag skal jo nydes og bla bla bla.

Den vane trænger vist til at blive pensioneret. Det er et benspænd, der vil noget, siger jeg lidt bebrejdende til mig selv.

Sådan er der så meget. Vi er nogle vanedyr. Jeg har f.eks. altid tænkt og prøvet at efterleve, at jeg burde have bedre vaner og aktivere mit indre ”Dalai Lama”, som nogen siger. 

Det vil sige at finde ro og være mere iagttagende i stedet for at være dømmende – altså at komme væk fra: ”Jeg har ret, og du er en idiot!”. Jeg trøster mig selv ved at gentage over for mig selv, at øvelse gør mester.

Hjernesmarte vaner

Jeg har for nylig læst et interview med Anette Prehn. Hun er dansk sociolog og forfatter til en bog med titlen ”Hjernesmarte vaner”. 

Hendes overraskende pointe i bogen skulle være, at følelser også er vaner, og hun nævner bl.a., at vi måske ofte har ”trampet en bred sti af forkerthedsfølelse i hjernen”.

Det, de fleste gør, når forkerthedsfølelsen melder sig, er at lede efter nogen, man kan bebrejde for det. 

Vi begynder automatisk at skælde ud på partneren eller kollegaen for at være kritiske eller for ikke at give os opmærksomhed nok. 

Men når vi skælder andre ud for noget, vi mærker indeni, havner vi på en anden velkendt sti: Bebrejdelsesstien, som hos mange af os er bred som en motorvej, forklarer hun.

Den kender du godt. Der er mange overbevisninger eller antagelser i disse tider, der prikker til denne forkerthedsfølelse. 

Er vi f.eks. grønne nok? Eller grønlændere nok? Hvordan har vi det med plastikaffald og cigaretskod? Hvem er skyld i traumer og elendigheder?

Amygdala-ar

Forklaringen har et navn, lyder det saligt fra Anette Prehn, og den kaldes ”Amygdala-ar”, og ordet er udtryk for at tænke hjernedumt, som vi åbenbart alle sammen har tendens til, mere eller mindre.

Amygdala-ar er hjernens frygtcenter, og når det først er aktivt, er det svært at tænke rationelt eller træde nye stier.

Nu falder tiøren vist.

Tilbage til virkelighedens vaner: Jeg har i mange år røget og prøvet at slippe af med denne vane. Opgivet, prøvet på ny – i lange baner. 

I dag kan jeg sige, at det er dejligt at slippe af med rygetrangen og blive røgfri. Endelig kan man gå eller løbe et langt stykke uden at blive oppustet eller få åndenød. Endelig kunne jeg også slippe for den dårlige lugt.

Sådan kan man remse op for det ene og det andet. Men én ting er god for mig, der er på vej til en tilværelse som pensionist, nemlig at jeg kan spørge mig selv, hvor jeg gerne vil være om 10 år. 

Jeg når så til den erkendelse, at mine drømme om at leve 10 år mere kræver nogle sundere vaner og lidt mere glæde i tilværelsen.