Kommune udpeger tidligere direktør som fungerende direktør
I Avannaata Kommunia har økonomiudvalget med borgmester Lars Erik Gabrielsen (S) som formand udpeget fungerende direktør for økonomi og erhverv. Det forventes, at kommunen ansætter en direktør på posten til efteråret.
Borgmesteren i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S), står i spidsen for ansættelsen.
Foto: Jesper Hansen.
Avannaata Kommunias økonomiudvalg med borgmester Lars Erik Gabrielsen (S) som formand har besluttet, hvem der bliver fungerende økonomi- og erhvervsdirektør.
Karl Kristian Kristoffersen indtræder midlertidigt i kommunens direktion fra den 21. juli. Det skriver Avannaata Kommunia på sin hjemmeside.
Karl Kristian Kristoffersen har tidligere været ansat i kommunen inden for økonomiområdet og har et indgående kendskab til offentlig økonomistyring og den kommunale organisation. Det giver et godt grundlag for at varetage opgaven i den kommende periode, skriver kommunen.
Inden den nu fratrådte direktør for økonomi og erhverv, Dorthe L. Mathiesen, tiltrådte i sommeren 2023, var Karl Kristian Kristoffersen økonomidirektør i kommunen i flere måneder.
Stillingen skal slås op
Karl Kristian Kristoffersens periode som fungerende direktør forventes at vare frem til efteråret. Økonomiudvalget har nemlig besluttet, at stillingen skal slås op, og at ansøgningsfristen skal være den 1. oktober. Derefter forventer kommunen at besætte posten.
Sermitsiaq skrev den 10. juli, at Dorthe Løvstrøm Mathiesen fratrådte i Avannaata Kommunia. Der gik længe før Qeqqata Kommunia kunne melde, at Dorthe Løvstrøm Mathiesen er ansat som chef for økonomi og uddannelse fra den 1. august.