Kong Frederik har været på slædetur med Siriuspatruljen
Kong Frederik takker Siriuspatruljen for muligheden for igen at mærke suset fra naturens mageløse kræfter. Han har været fire dage i Grønland i denne uge.
- Jeg får aldrig nok af Grønland, skriver kong Frederik.
Foto: Kongehuset
Kong Frederik har været i Grønland fra mandag til torsdag,
hvor han var på slædetur med Siriuspatruljen.
Det oplyser kongehuset på sin officielle hjemmeside og på Instagram
lørdag morgen.
- Jeg får aldrig nok af Grønland, skriver kong Frederik og
fortsætter:
- Tilbragte i denne uge nogle dage på slædetur med
Siriuspatruljen. Efter en mellemlanding i Mestersvig, hvor det blev til en
hurtig bordfodboldkamp, startede vi ud ved Hvalrosodden, slog vejen forbi
Aalborg Hus og endte i Daneborg, hvorfra det første slædehold stævnede ud for
75 år siden.
Siden dengang har over 500 dygtige Sirius-folk patruljeret i
den barske og smukke nationalpark, lyder det videre fra kong Frederik, som
udtrykker sin "dybeste respekt" til alle, der har været afsted.
- Tak til Sirius for muligheden for igen at mærke suset fra
naturens mageløse kræfter, tilføjer han.
Det har ikke før lørdag middag fremgået af kongehusets
officielle kalender, at kongen har været nordpå.
I 2000 deltog kong Frederik, som dengang var kronprins, i "Ekspedition Sirius 2000", som var en fire måneder og 2795 kilometer lang slædeekspedition nord om Grønland.