Krisemøder i Kujalleq udskydes

Mandag skulle økonomiudvalg såvel som kommunalbestyrelse i Kommune Kujalleq have holdt ekstraordinære møder, men de er udskudt til onsdag.

Borgmester Stine Egede (IA) er strandet i Island og derfor udskydes ekstraordinære møder.
Offentliggjort

Obs. Det er præciseret i artiklen, at det er Demokraatit, der har ønsket at udskyde møderne, til borgmesteren kunne være fysisk til stede.

Kommune Kujalleq har i 2023 forsømt at betale A-skatter for et beløb på 43 mio. kr., og det store spørgsmål er, hvad pengene i stedet er gået til.

Svaret på det spørgsmål skulle kommunalpolitikere i kommunen gerne være kommet nærmere på ekstraordinære møder i henholdsvis økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen mandag.

Møderne er dog ikke blevet afholdt, da borgmester Stine Egede er strandet i Island. 

Det er Demokraatits medlemmer af kommunalbestyrelsen, der har ønsket at udskyde møderne, til borgmesteren kan være fysisk til stedet.

Det er ligeledes Demokraatits medlemmer, der har presset på for at få de ekstraordinære møder i stand inden sommerferien, fordi partiet vil have mere vished om, hvad der er foregået. Margrethe Thårup Andersen (D) oplyser tirsdag til Sermitsiaq, at man sent søndag modtog dagsordenen til de ekstraordinære møder.

Presser fortsat på

Demokraatit ønsker møderne rykket, da partiet finder det mest hensigtmæssigt, at borgmesteren deltager.

Margrethe Thårup Andersen ønsker endnu ikke at komme nærmere ind på indholdet af dagsordenen, og hvorvidt der kommer nogle svar på, hvad der er sket med de mange penge.

- Fra Demokraatits side presser vi fortsat på for, at undersøgelserne skal foregå så hurtigt som muligt.

 - Vi vil vide, hvor pengene er blevet af, siger hun og henviser til, at hun vil udtale sig efter møderne er afholdt onsdag.

Borgmester Stine Egede oplyser ligeledes til Sermitsiaq, at hun ønsker møderne afholdt, før hun kan udtale sig om, hvorvidt der er nyt i sagen.

Borgmesteren har tidligere oplyst, at kommunen er gået i gang med en gennemgang af regnskabsforholdene, samt at det vil blive nødvendigt at hæve kommunens kassekredit som følge af den store skattegæld.

Powered by Labrador CMS