Krydstogtsbesøg: Disse byer er de mest populære

Selv om det samlede antal krydstogtspassagerer faldt marginalt i 2025 i forhold til året før, så udløser det en langt større indtægt til kommunerne. Paamiut mere end femdoblede antallet af krydstogtsbesøgende og er strøget ind på en tredjeplads over de mest besøgte anløbssteder.

Krydstogtsturisterne stod for i alt 213.674 besøg i havnene i Grønland, hvilket er en stigning på 17,8 procent i forhold til året før.
Offentliggjort

Landets kommuner kan i år se frem til at få udbetalt langt flere penge fra krydstogtsbranchen.

Grønlands Statistik har offentliggjort, hvor mange krydstogtspassagerer, der i 2025 besøgte Grønland. Tallet landede på 93.897 passagerer, hvilket er en tilbagegang på 1,4 procent i forhold til 2024.

Det glædelige, når man dykker ned i tallene, er, at gæsterne stod for i alt 213.674 besøg i havnene i Grønland, hvilket er en stigning på 17,8 procent i forhold til året før. Da et havneanløb udløser en såkaldt miljø- og vedligeholdelsesafgift på 50 kroner pr passagerer, så vil der tilfalde kommunerne et langt større beløb til at forbedre forholdene i de berørte anløbssteder

Størst fremgang

Tallene viser, at det især er Paamiut og Nuuk, der har oplevet en markant besøgsvækst. Her steg antallet med henholdsvis 24.677 og 6.914 passagerer i forhold til året før, hvilket svarer til en afgiftsstigning på over 1,5 millioner kroner til hovedstadskommunen alene for de to byer.

Udviklingen er imidlertid ikke kun med pil opad. Således fik Nanortalik 5.037 færre passagerbesøg, mens Ilulissat oplevede en tilbagegang på 3.234 færre passagerer.

Topscorerlisten over antal passagerer fordelt på havne i 2025 ser således ud – i parentes placeringen i 2024:

  1. Qaqortoq – 46.327 (1)
  2. Nuuk – 44.156 (2)
  3. Paamiut – 29.873 (8)
  4. Nanortalik – 23.900 (3)
  5. Sisimiut – 16.669 (4)

Den store fremgang for Paamiut skubbede således Ilulissat ud af top 5-listen.

Statistikken er opgjort ved hjælp af krydstogtskibenes indberetninger til Skattestyrelsen. Anløb i Qassiarsuk er afgiftsfri, derfor modtager Skattestyrelsen ikke indberetninger fra alle skibe som anløber havnen.

Det er Skattestyrelsen, der står for opkrævningen af miljø- og vedligeholdelsesafgiften, der efterfølgende fordeles til de enkelte kommuner.

Flest amerikanere

Det var især amerikanere, der valgte at besøge Grønland på et krydstogtsskib.

Over halvdelen – 47.577 - af det samlede antal krydstogtspassagerer kom fra USA efterfulgt af 10.926 tyskere og 6.739 fra Storbritannien. Herefter var det canadiske og australske turister.

Powered by Labrador CMS