Kujalleq slår fast: Ansvaret for børne- og handicapområdet ligger hos Naalakkersuisut i øjeblikket

Alle beslutninger i Kommune Kujalleq vedrørende børne- og handicapområdet træffes suverænt af Naalakkersuisut, lyder det fra Kommune Kujalleq.

For Kommune Kujalleq er det afgørende, at det suspenderede område tilbageføres hurtigst muligt, når forudsætningerne for suspensionen ikke længere er til stede, lyder det fra borgmester Malene Vahl Rasmussen.
Offentliggjort

Der er uro omkring børne- og handicapområdet i Kommune Kujalleq.

Naalakkersuisut suspenderede kommunens forvaltning af området tilbage i november 2024, og kommunen understreger nu på sin hjemmeside, at det udelukkende er Naalakkersuisut, der træffer beslutninger på området.

Ifølge kommunen oplever nogle af kommunens borgere frustrationer i forhold til sager vedrørende børn og unge samt personer med handicap:

- Vi har stor forståelse for disse frustrationer og den usikkerhed og den ulykkelige situation, disse berørte medborgere befinder sig i. Det er dog vigtigt for os at gøre det helt tydeligt, at Kommune Kujalleq siden november 2024 har været suspenderet på disse områder, skriver kommunen.

- Alle beslutninger træffes suverænt af Naalakkersuisut

Kommunen understreger, at det er Naalakkersuisut, som svinger taktstokken på området:

"Ansvaret for disse områder ligger i dag hos Naalakkersuisut. Det betyder, at alle beslutninger vedr. disse områder træffes suverænt af Naalakkersuisut, Departementet for Børn, Unge, Familier, Indenrigsanliggender, Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke."

"Kommune Kujalleq har ingen indflydelse på, hvordan sager behandles eller hvilke afgørelser, der træffes."

Borgmester Malene Vahl Rasmussen skriver i en udmelding om situationen, at det er afgørende, at det suspenderede område tilbageføres til kommunen hurtigst muligt, men først når forudsætningerne for suspensionen ikke længere er til stede. 

"For at nå dette mål er et tæt og konstruktivt samarbejde helt centralt. Kommunen skal derfor inddrages i hele processen vedrørende det suspenderede område," skriver borgmesteren og fortsætter:

"Det vil hverken være hensigtsmæssigt eller praktisk muligt, at Kommune Kujalleq fra den ene dag til den anden overtager området igen."

Kommunaldirektør rettede hård kritik

Der kom fokus på sagen, da kommunaldirektør i Kommune Kujalleq, Randi Vestergaard Evaldsen, i marts rettede hård kritik af Naalakkersuisuts håndtering af det suspenderede område. 

Ifølge direktøren bærer håndteringen præg af manglende struktur, manglende dokumentation og utilstrækkelig koordinering, hvilket ifølge kommunaldirektøren har skabt utryghed og utilfredshed hos berørte borgere i kommunen.

Naalakkersuisoq Nivi Olsen (D) har sagt kommunaldirektøren imod og meldt ud, at der efter hendes opfattelse er blevet skabt struktur og ryddet op på suspenderet område.

Nivi Olsen sagde i den forbindelse også, at hun ønskede en konstruktiv dialog med kommunen om sagen. Den opfordring tager Malene Vahl Rasmussen til efterretning.

Powered by Labrador CMS