Lande udvandrede fra møde i valutafond under russisk tale
En række lande - heriblandt de nordiske lande - viste modstand mod Ruslands deltagelse ved årligt møde i IMF.
Ruslands finansminister, Anton Siluanov, holdt lørdag tale ved international valutafonds årlige møde, og det faldt ikke i god jord hos en række deltagende lande. (Arkivfoto).
Foto: Grigory Sysoyev/Reuters/Ritzau Scanpix
Repræsentanter fra en række lande - heriblandt Danmark - udvandrede lørdag under et møde i Den Internationale Valutafonds (IMF) styringskomité.
Det skete, mens Ruslands finansminister, Anton Siluanov, holdt tale under IMF's årlige møde i Bangkok, Thailand. Det skriver NRK.
Ifølge det norske medie forlod alle de nordiske lande salen, da Siluanov holdt sin tale, for at markere modstand mod Ruslands deltagelse ved mødet.
Det fremgår ikke af NRK's dækning, hvem der repræsenterede Danmark ved mødet i IMF's styringskomité.
Det er Skatte- og Vækstministeriet, der varetager Danmarks internationale økonomiske samarbejde og herunder relationen til IMF.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra ministeriet.
Det var ikke blot de nordiske lande, men næsten halvdelen af de deltagende lande, der forlod salen. Det siger Joachim Nagel, der er præsident i Tysklands centralbank, til nyhedsbureauet Reuters.
Reuters har også talt med Andrij Pysjnyj, der er formand for Ukraines centralbank.
Han siger, at han var "imponeret" over antallet af lande, der forlod salen under den russiske finansministers tale.
- Det var et virkelig dybt og følelsesladet øjeblik for mig, siger Pysjnyj til Reuters.
Danmark er ikke medlem af IMF's styringskomité, der ledes af Saudi-Arabiens finansminister.
Blandt de 25 medlemmer af komitéen er Rusland, USA og Norge.
RITZAU