Landry i Grønlands-hilsen: Måske USA kan tilføje endnu en stat

Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, har sendt en lykønskning i forbindelse med nationaldagen, hvor han skriver, at USA måske kan fejre tilføjelsen af endnu en stat næste år.

Jeff Landry besøgte Nuuk i forbindelse med erhvervskonferencen Future Greenland i maj.
Offentliggjort

Særlig udsending Jeff Landry ønsker glædelig nationaldag på det sociale medie X:

– Glædelig nationaldag til alle mennesker på den utrolige ø Grønland. Må dagen i dag tjene som en påmindelse om jeres rige kultur, traditioner og værdier, der definerer jeres arv, skriver Jeff Landry.

I lykønskningen kommer han også med en hentydning til den amerikanske interesse i Grønland:

– Efterhånden som Amerika nærmer sig sin 250. uafhængighedsdag, deltager vi i fejringen af frihed og muligheder. Måske kan USA's 251. fødselsdag fejres med tilføjelsen af sin 51. stat, skriver Jeff Landry efterfulgt af det amerikanske og dernæst det grønlandske flag.

Jeff Landry blev i december 2025 udpeget af USA's præsident Donald Trump til særlig udsending til Grønland. Donald Trump har ad flere omgange lagt et stort pres på Grønland og resten af Kongeriget med udtalelser om, at han ønsker at overtage Grønland.

Jeff Landry er udover at være særlig udsending også guvernør i delstaten Louisiana.

I maj besøgte han Grønland i forbindelse med erhvervsmessen Future Greenland i Nuuk, og her mødtes Landry også med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D) og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA).

Ifølge Jens-Frederik Nielsen blev det fra grønlandsk side understreget på mødet, at det grønlandske folk ikke er til salg, og at folkets ret til selvbestemmelse ikke er til diskussion.

En arbejdsgruppe bestående af højtplacerede embedsmænd fra Grønland, Danmark og USA har siden  januar forhandlet om at afklare uenighederne.

Powered by Labrador CMS