Niels Lorentzen er skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, fastslår Grønlands Landsret i dom. Voldtægten foregik imod en kvindelig elev i starten af 20’erne på hans kontor i foråret 2024.
Lorentzen havde på det tidspunkt en ledende stilling på skolen i Paamiut, der hører under Grønlands Maritime Center. Han var i øvrigt kollegieinspektør og fungerede som studievejleder.
Niels Lorentzen er skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, fastslår Grønlands Landsret i dom. Voldtægten foregik imod en kvindelig elev i starten af 20’erne på hans kontor i foråret 2024.
Lorentzen havde på det tidspunkt en ledende stilling på skolen i Paamiut, der hører under Grønlands Maritime Center. Han var i øvrigt kollegieinspektør og fungerede som studievejleder.
Han blev første gang dømt i sagen 25. november 2025 ved Sermersooq Kredsret og har gennem forløbet nægtet sig skyldig. Hans ankesag endte alligevel med samme resultat som i kredsretten, nemlig en dom for voldtægt og seks måneder i anstalt.
Grønlands Landsrets afgørelse faldt 17. april 2026, hvor det ikke var muligt for Sermitsiaq at være til stede. Sermitsiaq valgte efterfølgende at afvente en domsudskrift inden omtale af sagen.
Herefter blev vores omtale yderligere forsinket af andre årsager, men bringes nu, da sagen stadig har offentlighedens interesse.
Lorentzens og kvindens forklaringer har lignet hinanden et stykke ad vejen. Hun var mødt på kontoret for at diskutere et problem med fravær. Der havde været et kram, og efter det begyndte han at røre ved hende.
Der var dog forskellige udlægninger af, hvem der tog initiativet. Landsretten fandt, at den unge kvinde ikke gav samtykke til handlingen.
Dømte i overordnet forhold
Landsretten har lagt vægt på, at Lorentzen stod i et overordnet forhold til kvinden. Han var leder på skolen, og hun henvendte sig i en arbejdsrelateret situation om et fravær, der kunne få konsekvenser. Dertil kommer den store aldersforskel mellem manden i pensionsalderen og kvinden i starten af 20’erne.
Grønlands Landsret skriver videre i den trykte dom:
– Under disse omstændigheder burde Tiltalte i særlig grad have sikret sig, at Forurettede reelt samtykkede til at indlede et seksuelt forhold.
– Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at Tiltalte ikke på forhånd gav Foruettede mulighed for at give udtryk for sin holdning til hans seksuelle berøringer. Tiltalte lod i stedet situationen udvikle sig, og han lod det være op til Forurettede at sige fra.
Niels Lorentzen forlod sin stilling på skolen kort efter hændelsen 24. maj 2024, da han blev bekendt med politianmeldelsen. Han blev i juli 2024 valgt som næstformand for KNAPK, men trak sig fra dette hverv igen i 2025.
Sermitsiaq har forsøgt at få kommentar fra den dømte, men han har ikke ønsket at kommentere sagen.
Sermitsiaq nævner i udgangspunktet ikke navne på dømte personer. Det forekommer dog i sager, hvor den dømte har indtaget en væsentlig position i samfundet.