DØGNRAPPORT

Lastbil stjålet i Nuuk

Søndag morgen fik politiet anmeldelse om, at en lastbil var blevet stjålet.

Offentliggjort

Søndag morgen omkring kl. 05 fik Grønlands Politi anmeldelse om et tyveri af de større.

Det drejede sig nemlig om en lastbil, som en gerningsmand var kørt afsted i.

Anmeldelsen gik på, at lastbilen havde forladt stedet kørende stærkt, og en politipatrulje blev sendt afsted.

Patruljen fandt lastbilen kørende rundt på vejene i hovedstaden og fik bragt den til standsning. I den forbindelse formåede gerningsmanden dog at stikke af.

- Vi fik desværre ikke fat i manden, men der er sikret nogle spor på stedet, og sagen efterforskes videre, fortæller vagtchef Thomas Jeppesen.

Bil påkørt under kørsel

Udover den stjålne lastbil fik politiet lidt efter midnat anmeldelse om et færdselsuheld, også i Nuuk.

Anmelderen oplyste til politiet, at vedkommendes bil var blevet påkørt bagfra under kørsel med 60 km i timen. 

Vagtchefen fortæller, at der blev foretaget alkoholtest af begge parter i sagen, og at der er rejst en sigtelse mod personen, der påkørte anmelderens bil.

I Qaqortoq rykkede politiet også ud, i forbindelse med at der var opstået slåskamp på hotellet i byen.

En person, der havde været ubehagelig overfor personalet, blev opsøgt af politiet og bortvist fra hotellet.

Senere på natten blev manden truffet igen. Politiet kørte ham herefter hjem, da han var kraftig beruset.

Powered by Labrador CMS