Lastbiler i New York med besked til Mette F.: Løslad Paul Watson

Direktør i Paul Watson Foundation køber ikke præmissen om, at tilbageholdelse af Watson ikke er politisk.

Hvis man besøger New York i USA i disse dage, vil man måske bemærke tre sorte lastbiler, der opfordrer Danmark til at løslade miljøaktivisten Paul Watson.

Det oplyser administrerende direktør i organisationen "Captain Paul Watson Fondation" Omar Todd.

- Vi vil gøre folk - især danskerne - ubehageligt til mode. Alle skal bemærke lastbilerne. Danskerne ignorerer det måske, men budskabet er, at Danmark ikke skal holde ham tilbage på vegne af et andet land, siger han.

Paul Watson blev tilbageholdt under et besøg til Grønland den 21. juli på baggrund af en arrestordre fra Japan. Den 20. august gav Grønlands Landsret kredsretten medhold i, at Watson skal være varetægtsfængslet.

Mener tilbageholdelse er politisk

Japan ønsker at få 73-årige Watson udleveret på baggrund af en hændelse i Antarktis i 2010, hvor japanske hvalfangere var i færd med at fange og dræbe hvaler.

På én lastbil står: "Danmark: Befri hvalaktivist". På en anden står "Danmark: Befri Paul Watson".

På en tredje står en besked til statsminister Mette Frederiksen.

- Statsminister Frederiksen: Aktivisme er ikke en forbrydelse.

Omar Todd mener, at tilbageholdelsen af Watson er politisk.

Spørgsmål: I Danmark har politikere ingen indflydelse på domstolene. Hvorfor henvender jeres kampagne sig direkte til Mette Frederiksen?

- Retten vil ikke engang tage beviserne i betragtning. Den afviser bare beviserne. Det er så politisk, som det kan blive. Man kan ikke holde nogen tilbage på den baggrund af de beviser, der er blevet præsenteret.

- Og hvad har Danmark og Japan tilfælles? Begge tillader hvalfangst - i Danmark på Færøerne. Derfor valgte Danmark selvfølgelig at arrestere den eneste person, der kæmper for hvalers rettigheder, siger Omar Todd.

Skuffet over Danmark

Ifølge Omar Todd kunne Watson rejse ind og ud af både Irland og Frankrig "uden problemer".

- Vi er skuffede over, at Danmark valgte at følge Japans anvisninger, for Danmark og Mette Frederiksen bryster sig af at være for dyrevelfærd og at passe på miljøet.

Lastbilerne kører rundt i den østlige del af Manhattan, hvor FN og landedelegationerne ligger - inklusive Danmarks.

- De kommer til at køre rundt, indtil Paul (Watson, red.) er løsladt. Vi vil gøre hele verden opmærksomme på, at Danmark har tilbageholdt én af verdens mest velansete havaktivister, siger han.

Repræsentanter for organisationen vil være til stede i Nuuk, indtil Watson løslades, fortæller han videre.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS