Lovudvalg: Kommunestruktur skal analyseres

I Inatsisartuts lovudvalg er der enighed om, at Naalakkersuisut inden årets udgang skal have en redegørelse klar, der beskriver de administrative driftsomkostninger, hvis man vender tilbage til den gamle kommunale struktur.

Naalakkersuisut skal lave en redegørelse, der skal se på, hvad det koster at vende tilbage til den gamle kommunestruktur, der blev ændret i 2009.
Offentliggjort

Atassut-medlem Aqqalu C. Jerimiassen har opbakning til at få analyseret, hvad det koster at rulle den seneste kommunalreform fra 2009 tilbage, da det er tvivlsomt, at kommunesammenlægningen fra dengang var en succes.

Lovudvalget har netop afgivet sin betænkning og støtter et ændringsforslag fra IA, som ønsker redegørelsen udarbejdet med deadline i år og ikke først til næste år.

- Udvalget støtter, at man forholder sig undersøgende til de tiltag, der bliver gjort, så borgerne altid sikres de bedst mulige forhold. Udvalget bemærker, at der til efterårssamlingen 2024 vil blive omdelt en evaluering af den kommunale struktur. Evalueringen tager udgangspunkt i borgernes erfaringer med nærdemokrati og borgerservice. Udvalget finder, at dette forslag sammenholdt med evalueringen vil give et godt grundlag for de videre overvejelser omkring den kommunale struktur, står der i betænkningen.

Det anslås, at redegørelsen vil kunne laves af en AC-fuldmægtig inde for et årsværk, hvilket svarer til en udgift på 500.000 kroner.

Andenbehandlingen af forslaget sker den 23. maj i Inatsisartut-salen.

Powered by Labrador CMS