KAMPEN OM TIDEN

Lovudvalget i kovending: Sommertid skal fastholdes

Tidens bestemmelse skal igen behandles i Inatsisartut. Nu er der kommet betænkning fra lovudvalget, som har ændret sin mening.

Et af argumenterne for at skifte tilbage til den gamle tidszone er, at solen vil stå tidligere op, og så kan fiskerne og fangerne komme tidligere afsted.
Offentliggjort

Fire timers tidsforskel til Danmark om vinteren og fem timer om sommeren ser ud til at have været for svær en pille at sluge for politikerne.

Et flertal i Lovudvalget, bestående af Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Atassut, har fremsat et ændringsforslag til tredjebehandlingen af Siumuts forslag om at skifte tidszonen og afskaffe sommertid.

Lovudvalget lægger nu op til, at vi ændrer tidszonen tilbage til UTC-3 fra oktober 2027, men at sommertid fastholdes, så længe EU har det.

Hvis dette vedtages, vil der fra slutningen af oktober næste år igen være fire timers tidsforskel til Vesteuropa. Samtidig vil solen stå en time tidligere op, end den gør nu.

Selvom ændringsforslaget lægger op til, at Naalakkersuisut kan fastsætte regler om sommertid, er det udvalgets anbefaling, at de følger EU for at undgå fem timers tidsforskel om sommeren.

Betænkningen fra udvalget til andenbehandlingen lagde ellers op til, at sommertid skulle afskaffes fra 1. januar 2027, og at tidszonen først skulle skiftes i 2028. Men udvalget bad selv om mere tid til at gennemgå forslaget inden tredjebehandlingen.

Punktet skal tredjebehandles torsdag 12. november, hvor der skal træffes en endelig beslutning om, hvad der skal ske med tiden.

Hvis det bliver vedtaget, betyder det, at vi 31. oktober 2027 til midnat skal rykke uret to timer tilbage. Det falder sammen med overgangen til vintertid, hvor vi normalt rykker uret en time tilbage. Den ekstra time er for at skifte tidszonen tilbage til UTC-3. 

GRØNLANDS TIDSZONER

Grønland er inddelt i tre tidszoner.

Den almindelige tidsstandard, som inkluderer størstedelen af landet, er i tidszone UTC-2. 

Pituffik Space Base er i den østamerikanske tidszone UTC-4. 

Vejrstationen Danmarkshavn i Nationalparken i Østgrønland er i tidszone UTC+0.

I oktober 2023 skiftede størstedelen af Vest- og Østgrønland tidszone fra UTC-3 til UTC-2.

I marts 2024 skiftede Ittoqqortoormiit også til UTC-2 fra UTC-1.

Med undtagelse af Danmarkshavn og Pituffik Space Base bruger resten af landet sommer- og vintertid.

Powered by Labrador CMS