KOMMUNER

Mange borgere ramt af manglende lønudbetaling og overførsel fra det offentlige

Mange borgere mangler at få 14-dages løn og arbejdsmarkedsydelser og  kan få tidligst udbetalt deres tilgodehavender tirsdag. Kommunerne forklarer, at det skyldes grundlovsdagen i Danmark, som er banklukkedag.

Mange borgere der enten får løn hver 14. dag eller som får overførselsindkomster må vente med at få udbetalt deres penge til på tirsdag som ellers skulle indbetales til deres konto i dag fredag.
Offentliggjort

Kommunerne kommer med forskellige forklaringer for den manglende udbetaling. Kommuneqarfik Sermersooq forklarer at nemkonto-systemet "mod forventning har haft bankdag den 5. juni 2025".  Mens Avannaata Kommunia forklarer, at den manglende udbetaling skyldes "tekniske problemer".

- Årsagen er, at torsdag den 5. juni og mandag den 9. juni er bankhelligdage i Danmark, hvilket medfører, at danske clearingssystemer ikke behandler overførsler. Dette påvirker alle lønudbetalinger til Grønland – ikke kun vores kommune, lyder det fra Qeqqata Kommunia.

Kommune Kujalleq skriver at man i samarbejde med Grønlandsbanken arbejder på at udbetalingerne sker i dag fredag.

Den 5. juni er grundlovsdag og ovenikøbet en banklukkedag i Danmark. Det betyder, at de danske banker har lukket den dag, og det går nu ud over mange borgere i den laveste indkomstgruppe her i Grønland.

9. juni er 2. pinsedag, hvilket er en helligdag.

Digitaliseringsstyrelsen og kommunerne ikke til at få fat i

Sermitsiaq har forgæves forsøgt at komme i kontakt med digitaliseringsstyrelsen, der er ansvarlig for administrationen af nemkonto-systemet. 

Vi ville gerne spørge til om, hvorfor man ikke har været forberedt på at 5. juni er grundlovsdag og banklukkedag i Danmark. 

Ligeledes har vi forsøgt at komme i kontakt med kommunerne om hvorfor kommunerne ikke har kunnet sikre korrekt udbetaling til borgerne. Det er dog ikke lykkedes.

I mellemtiden kan man på kommunernes Facebookprofiler se at mange borgere har reageret med frustration, skuffelse og vrede.

- Hvorfor har i så ikke reageret rettidigt? Grundlovsdagen er ikke kommet hen over natten! Har i så planer om at komme til undsætning til borgere der bliver ramt? Det er ikke nogen nyhed at kommunen er forsinket med udbetalinger, det sker hver måned, og i gør ikke noget for at rette op på det, lyder det blandt andet fra en frustreret borger på en af kommunernes offentlige Facebookprofiler.

Powered by Labrador CMS