Markant fremgang i turismen i Paamiut

Flere lokale operatører, nye samarbejder og stigende krydstogtaktivitet vil løfte turismen til næsten 30.000 årlige gæster.

Der er fire bådoperatører i Paamiut og én etableret landbaseret turismeaktør, og flere af de lokale aktører har deltaget i kommunens PAX 12 sikkerhedscertificeringskurser.
Offentliggjort

Turismen i Paamiut har gennem de seneste otte år været i en markant positiv udvikling. Med 29.873 registrerede besøgende via krydstogtturismen i 2025, har Paamiut indtaget en tredjeplads på kysten, målt på antal gæster.

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på deres hjemmeside.

Interessen for turisme er vokset betydeligt i takt med, at antallet af besøgende er steget. Derfor har de lokale turismeaktører i Paamiut engageret sig aktivt i at udvikle turismen og opbygge erhvervet.

Udviklingen er sket i tæt samarbejde mellem lokale aktører og Kommuneqarfik Sermersooq. Visit Paamiut, som er en del af kommunens Erhvervsafdeling, har haft en central rolle i at understøtte opbygningen af turismeerhvervet, blandt andet gennem rådgivning, kompetenceudvikling og konkrete forløb for lokale iværksættere.

Der er fire bådoperatører i Paamiut og én etableret landbaseret turismeaktør, og flere af de lokale aktører har deltaget i kommunens PAX 12 sikkerhedscertificeringskurser.

- Det er meget positivt at se, hvordan turismen i Paamiut har udviklet sig over en årrække. Der er skabt et stærkt lokalt engagement, og vi kan se, at samarbejdet mellem virksomheder og kommune giver konkrete resultater, siger borgmester Avaaraq Olsen (IA), som er formand for Udvalg for Økonomi og Erhverv.

Nyt turistagentur på vej

Den stigende turisme hænger i høj grad sammen med en øget aktivitet inden for krydstogtsturisme. De mange anløb har samtidig skabt grundlag for udvikling af nye produkter og oplevelser målrettet kortere besøg i byen.

Der er også ved at blive planlagt et nyt turistagentur i Paamiut, som forventes etableret i løbet af året. Formålet er at samle og koordinere aktiviteter på tværs af lokale aktører og dermed sikre en mere sammenhængende håndtering af bookinger, planlægning og afvikling af oplevelser – særligt i forbindelse med krydstogtanløb.

Initiativet bygger på et tæt samarbejde mellem flere lokale virksomheder, hvor målet er at skabe stærkere og mere sammenhængende turismeprodukter. Det vurderes at kunne løfte både kvaliteten og kapaciteten i Paamiut som destination, særligt i takt med den stigende interesse fra krydstogtsturismen.

- Vi har et godt fundament at bygge videre på. Med flere lokale initiativer og en fortsat udvikling af turismeprodukterne står Paamiut stærkt i forhold til at tiltrække endnu flere gæster i de kommende år, siger Avaaraq Olsen.

Kommuneqarfik Sermersooq forventer, at udviklingen i Paamiut vil fortsætte i de kommende år.

Powered by Labrador CMS