Medie: USA planlægger at åbne to nye baser i Grønland
USA har i forvejen en enkelt militærbase i Grønland, men ifølge DR har landet planer om at åbne to mere.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er i disse dage i New York, hvor hun sammen med USA's præsident, Donald Trump, og Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, skal underskrive en ny forsvarsaftale om Grønland.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
USA har planer om at åbne to nye militærbaser i Grønland.
Det erfarer DR mandag aften.
Det er dog uvist, hvorhenne i Grønland USA planlægger at etablere de nye baser, skriver mediet videre.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er i disse dage i New York, hvor hun tirsdag skal underskrive en ny forsvarsaftale om Grønland sammen med USA's præsident, Donald Trump, og Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen.
Underskriftsceremonien forventes at finde sted tirsdag klokken 16.30 dansk tid i FN-bygningerne.
Fredag meddelte Statsministeriet, at de tre lande i denne uge skal underskrive aftalen, der skal styrke sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område.
Foreløbig er der ikke kommet mange informationer ud om aftalen om Grønland.
Donald Trump skrev fredag på Truth Social, at aftalen blandt andet giver USA "permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland".
Mette Frederiksen har slået fast, at aftalen anerkender "Kongerigets suverænitet og territoriale integritet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse".
Det samme pointerede hun mandag aften i New York, hvor hun har givet et interview til DR og TV 2.
- Vi afgiver ikke suverænitet, og det kan jeg give en garanti for, at det kommer jeg aldrig til som dansk statsminister. Jeg overholder vores grundlov, sagde hun til de to medier.
- Når det er sagt, så kan man godt beholde sin suverænitet og have et stadig tættere sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde med andre lande.
Mette Frederiksen ville ikke afsløre detaljer om aftalen, før den er underskrevet tirsdag.
RITZAU