Mediedebat: ”Et gyserbillede”

KNR ser ud til at synke, mens mediehuset Sermitsiaq foreløbig holder skruen i vandet i et skærfyldt og oprørt hav fuld af big tech og fake news. Spørgsmålet er, om medierne reelt er udrustet til at udfylde rollen som demokratiets fjerde statsmagt – og om samfundet overhovedet ønsker det?

Mediedebattens lokale aktører. Fra venstre direktør Masaana Egede fra Mediehuset Sermitsiaq, TP-formand Arnaq Nielsen, KNR-direktør Annga Lynge og ordstyreren Martin Breum, journalist og forfatter.

- Det lyder jo rædselsfuldt: 35 mennesker der forsvinder. Nyhedsudsendelser der reduceres i antal. Genudsendelser frem for nye produktioner. Et gyserbillede af en public servicestation.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Sådan lød den korte opsummering af KNRs situation fra ordstyrer Martin Breum, idet han takkede paneldeltager og direktør Annga Lynge for at have stillet sin diagnose af Grønlands public servicestation, som hun har stået i spidsen for siden 1. september sidste år.

Breums ord faldt i en debat, eller såkaldt side-event, i forbindelse med erhvervskonferencen Future Greenland, som Grønlands Erhverv (GE) arrangerer.

Titlen for arrangementet var ”Et bæredygtigt demokrati har selvfølgelig en stærk presse!” Hvilket de fleste formentlig er enige i.

- Konklusionen er givet på forhånd, som paneldeltager Jens Ringberg, mangeårig journalist og nu politisk kommentator i Danmarks Radio, påpegede. Han ville derfor hellere ind på, hvorfor journalistik er så vigtig, og hvorfor det er nødvendigt med armslængdeprincippet; princippet om, at politikerne, som bevilliger penge til medierne, holder nallerne væk fra pressens rolle.

I virkeligheden er det meget enkelt, sagde Jens Ringberg:

- Hvis man har et perfekt land med et perfekt demokrati og perfekte politikere og institutioner, som træffer perfekte beslutninger, så har man grund til at hejse flaget. Men den slags lande findes ikke. Derfor har man brug for journalistik og medier i et samfund. Og mit indtryk er, at Grønland er et stykke fra at være perfekt samfund på en række parametre, lød det fra den garvede journalist, der også er medlem af DRs bestyrelse, som tilføjede:

- Hvis medierne skal være kritiske og konstruktive, kan de kun gøre det, hvis de er troværdige. Og uafhængigheden udspringer af troværdigheden. Ellers tror brugerne ikke på det, man er, og springer videre til de sociale medier eller tech-giganterne eller noget andet. 

Dyster diagnose

De øvrige i panelet til at diskutere presse-vilkår i et bæredygtigt og demokratisk Grønland, var Mediehuset Sermitsiaqs direktør, Masaana Egede, samt formand for Medieforbundet i Grønland, Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiifiat (TP), Arnaq Nielsen.

Når det bliver normalt at skære ned på nyheds- og aktualitetsudsendelser, så er det hele Grønland, der betaler prisen, siger Arnaq Nielsen, formand for Medieforbundet i Grønland (Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiifiat)

Hun er desuden snart forhenværende redaktør i Qanorooq, idet hun, i lighed med en række kolleger på det seneste, har valgt at stoppe i KNRs nyhedsafdeling.

Og iført TP-kasketten var hendes diagnose dyster. Ikke bare for KNR, men for Grønlands fremtid:

- Når det bliver normalt at skære ned på nyheds- og aktualitetsudsendelser, så er det hele Grønland, der betaler prisen. Det er et demokratisk problem for et land, der gerne vil være selvstændigt, sagde Arnaq Nielsen, der stopper i juli måned som redaktør på Qanorooq efter 13 år.

Det femte panelmedlem var journalist og distriktsredaktør Nina Einem, fra NRK, den norske pendant til KNR og DR.

Hun kunne genkende KNRs udfordringer med at rekruttere journalister, som hellere ville over i kommunikationsafdelinger - eller som hun sagde: ”stedet, hvor journalister går hen for at dø.”

Samtidig påpegede Nina Einem, at det at bære en kritisk rolle for pressen stadigt bliver mere og mere udfordret i små samfund.

- Vi er ikke længere bare lokaljournalister, eller nationaljournalister. Vi skal også kunne lave journalistik om stor- og udenrigspolitik. Det er vigtigt i dag, sagde den norske redaktør, der i øvrigt oplyste, at NRK får omkring seks milliarder kroner til at drive public service for.

KNR får af landskassen 73 millioner kroner og har dertil en indtægt på syv millioner fra blandt andet reklamer, fortalte KNR-direktør Annga Lynge. Hun påpegede også, at institutionen bor til leje og betaler dyrt (knap fem millioner årligt ifølge årsberetning for 2022, red.) for bygninger, der er langt fra tidssvarende og uegnede til medieproduktion og jævnligt ramt af skimmelsvamp.

En enkelt politiker

Blandt de omkring 50 fremmødte i konferencelokalerne 57 og 58 på Hotel Hans Egede forrige tirsdag befandt sig en enlig Inatsisartut-politiker.

Pipaluk Lynge fra Inuit Ataqatigiit var troppet op for at høre nærmere om pressens problemer med at udfylde rollen som demokratiets vogter. Hun er til daglig formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg, og medlem af Frednings- og miljøudvalget. Samt suppleant i en række øvrige udvalg, dog ikke Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, som KNR hører under.

Ikke desto mindre tog hun ordet og spurgte direkte de medieansvarlige i panelet om, hvad de helst ville have prioriteret: Flere penge eller en opfrisket mediepolitik?

Det fik ordstyrer Breum til at spørge politikeren, om der reelt er penge i landskassen til at udvide KNRs budget?

Det kommer an på den politiske situation, lød svaret.

- Hvis du kender Grønland, så ved du, der er een lagkage, som vi skal dele, så det er mere hvordan partierne prioriterer. Både med presset sygehus, og med pressede journalister. Så det gælder om at prioritere, svarede Pipaluk Lynge.

Hendes eget spørgsmål udsprang, efter panelet konstaterede, at den seneste medieredegørelse i år er 14 år gammel. I december 2010 barslede en arbejdsgruppe, nedsat af daværende medlem af Naalakkersuisut Mimi Karlsen (IA), med redegørelsen ”Stærke medier. Vi skaber fremtiden sammen.”

Og den havde ellers en lang række anbefalinger, som bare ikke er ført ud i livet, påpegede Arnaq Nielsen:

- Den (redegørelsen, red.) blev lagt i skuffen. Øv. Det er på tide med en ny.

De to mediedirektører Masaana Egede og Annga Lynge efterlyste begge en klarere stillingtagen hos politikerne om, hvad de vil med medierne. Og så ville de gerne have nye målinger for, hvor brugerne af medierne egentlig er henne i dag.

- Den kortsigtede løsning er penge. Men jeg vil gerne vende den om: Hvad vil I politikere gerne med medierne, spurgte Masaana Egede.

Sermitsiaq-direktøren påpegede, at det offentlige medie KNR er styret af resultatkontrakt, der bestemmer hvor mange minutter tv og radio, stationen skal levere. Men beslutningstagerne har ikke taget stilling til, om folk i dag stadig ser tv som tidligere tider. Så skal man stadig bruge penge på radiokæden for at opretholde et tv-signal?

- Internettet er blevet bedre, skal vi være der? Er brugere på mobil eller tablets? For at tage stilling skulle man måske lave de her målinger og derefter spørge, hvordan bruger samfundet pengene bedst, lød opfordringen fra Masaana Egede.

Powered by Labrador CMS