Mia Lyberths lillebror ventede på en ADHD-diagnose, da han tog sit eget liv

Som så mange andre unge drenge, elskede Qujagi Lyberth at spille fodbold og Fortnite med vennerne.

Når han ikke var på udflugter eller i hytte med den døgninstitution i Nuuk, han boede på, brugte han meget tid med sin storesøster, Mia Lyberth.

På almindelige hverdagsaftener skete tit, at han ringede til hende ud af den blå luft og spurgte, om de ikke skulle se en film i biografen eller gå en tur sammen. I weekenderne boede han tit i hendes lejlighed, hvor hans venner også tit hang ud.

- Han var min bedste ven, siger Mia Lyberth.

Selvom Qujagi Lyberth både var glad og kærlig, havde han også sine udfordringer. Blandt andet led han af medfødt alkoholsyndrom, fordi hans mor var alkoholiker og drak for meget, mens hun var gravid med ham.

Derudover var han på venteliste til at blive udredt for ADHD.

- Siden han var barn, har der altid være gang i ham. Nogle gange lavede han også ballade, fortæller Mia Lyberth.

- Og så var der jo også alkoholsyndromet, der påvirkede ham. Han kunne hverken læse eller skrive og havde sværere ved at følge med end andre.

Indimellem sagde han til sin søster, at han ikke kunne forstå, hvorfor han var anderledes end andre.

14. marts tog han sit eget liv.

Fik det værre med alderen

Mens hun fortæller om sin bror, sidder Mia Lyberth i hjørnet af sofaen i sin lejlighed. Gardinet er rullet ned, der er tændt stearinlys og fundet te frem. Over TV-højtaleren spiller rolig, atmosfærisk instrumentalmusik.

Mia Lyberth har det varmt, siger hun og forsøger at trække vejret helt ned i maven.

Det er kun lidt mindre end tre måneder siden, at Qujagi Lyberth begik selvmord. Ved siden af sofaen står der en kasse med hans ting – computerspilsudstyr blandt andet.

- Jeg har haft ondt i maven, fordi jeg vidste, at du skulle komme i dag, siger hun til Sermitsiaqs journalist.

Selvom Mia Lyberth har været meget åben omkring sin brors død over for både venner, familie og sin arbejdsplads, så er det noget andet at tale med en journalist om det.

- Men jeg var glad for at du har kontaktet mig. For der er så mange mennesker i Grønland, der har oplevet det her, og de skal ikke føle sig alene, siger hun.

Mia Lyberth sidder med benene tæt ind til sig. På stuebordet ligger der flere indrammede billeder af hendes lillebror, som hun har taget ned fra reolen, som de plejer at stå på.

Qujagi Lyberth blev født 15. juli i 2010, fem dage efter Mia Lyberths 9-års fødselsdag.

Som børn blev deres fødselsdage slået sammen, og deres mormor holdt altid kaffemik for at fejre dem.

Det var også hos hende og deres morfar, hvor de to søskende voksede op. Deres forældre drak for meget og kunne ikke tage sig af dem.

- Min bror og jeg har altid været meget tætte, fortæller Mia Lyberth.

Da Qujagi Lyberth var syv år gammel kom han i pleje hos en plejefamilie. Efter et år flyttede han på børnehjem. Herefter boede han på forskellige børnehjem, inden han i slutningen af 2023 kom på en døgninstitution for børn mellem 12 og 18 år.

Qujagi og Mia Lyberths morfar døde i 2013 af kræft, og for to år siden døde deres mormor.

Mia Lyberth flyttede hjemmefra i 2021, da hun var 20 år gammel. I dag er hun 24 år og arbejder til daglig på et børnehjem i Nuuk for børn mellem 4 og 8 år.

I flere år forsøgte Mia Lyberth at finde måder at hjælpe sin bror på. Hun har selv set på andre børn, hvordan ADHD-medicin kan hjælpe.

- Jeg har været nede ved kommunen og jeg har talt med hans sagsbehandlere og hans afdelingsledere, fortæller hun.

- Jo ældre min bror blev, desto flere problemer fik han. Og jeg havde altid troet, at hvis jeg kunne få noget ADHD-medicin til ham, så kunne det hjælpe med at få ham til at falde lidt til ro og få det bedre.

Henover sommere sidste år, fik Qujagi Lyberth det værre. Han begyndte at tage stoffer og sagde, at han havde selvmordstanker – noget, han ikke før havde talt om.

Mia Lyberth tog det meget alvorligt.

I december måned spurgte hun lederen af den institution, hvor Qujagi Lyberth boede, om man ikke kunne prøve at tage ham med til Danmark og få noget hjælp dér.

- Jeg tænkte, at systemet i Danmark måske kunne hjælpe min lillebror. For her gik det alt for langsomt, siger hun.

4. januar, efter at have boet tre uger hen over julen hos sin søster, fløj Qujagi Lyberth – ledsaget af afdelingslederen og en medarbejder fra sin døgninstitution – til Danmark.

- Han er død

I Danmark brugte Qujagi Lyberth både tid på Sydfyn og på et privathospital i Aarhus. Han og Mia Lyberth ringede sammen næsten hver dag.

- Vi talte om alt, og han fortalte altid, hvad han havde brugt dagene på.

Han kørte blandt andet en del gokart, mens han var i Danmark – og spillede som altid fodbold og computer.

Det var egentlig meningen, at Qujagi Lyberth kun skulle være i Danmark i en måned, men han kunne ikke tage af sted, før han havde haft de sidste samtaler med lægerne.

Februar måned gik, og så blev det marts.

- Jeg kunne mærke, at han var lidt ked af det, fordi han havde hjemve. Jeg plejede at sige til ham, at han nok snart skulle komme hjem og mindede ham om, hvorfor han var i Danmark, fortæller Mia Lyberth.

- Det forstod han godt.

I den første uge i marts var Mia Lyberth i Kapisillit med sine kollegaer og børnene på det børnehjem, hvor hun til daglig arbejder.

- Jeg har egentlig aldrig troet, at min bror ville begå selvmord. For han har sagt til mig flere gange, at han ikke ville gøre det. Men denne gang havde jeg en følelse af, at noget var galt.

I løbet af fredagen, 13. marts, ringede hun flere gange til sin bror og spurgte ind til, hvordan han havde det. Han sagde han var ok, men Mia Lyberth var bekymret. Hun gik i seng med uro i maven.

Hun vågnede næste dag til flere beskeder fra folk, der skrev, at hendes bror var forsvundet. Personalet havde ledt forgæves og politiet var blevet kontaktet.

Det var ikke unormalt, at Qujagi Lyberth løb væk. De skulle nok finde ham igen, blev Mia Lyberth ved med at sige til sig selv.

På et tidspunkt ringede hendes telefon. Det var politiet. De havde fundet hendes lillebror.

Han var død, sagde de.

Hvad der skete resten af dagen eller de efterfølgende dage, kan Mia Lyberth ikke huske.

Ikke noget tabu

Qujagi Lyberth blev begravet i Nuuk 1. april.

Tilbage i marts, tre dage efter hans død, landede Mia Lyberth i København med sin grandonkel. De tog toget fra København til Århus og besøgte kapellet et par dage efter, hvor hendes bror lå.

- Jeg har de dage, hvor jeg ikke kan tro, at han er gået bort. Han er død nu, men jeg savner ham rigtig meget, siger Mia Lyberth.

Hendes stemme knækker og hun har våde øjne.

- Jeg synes, det var ærgerligt, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Han var jo kun femten år.

Mia Lyberth fik hurtigt efter sin brors død krisehjælp fra kommunen, og kom også til psykolog, mens hun var i Aarhus.

- Jeg var i chok og måtte også tage noget medicin, for jeg var ikke mig selv de første to uger, siger hun.

Udover psykologhjælp har hun også fået støtte fra sin grandonkel, som hun kalder for qeeqqii, og tætte venner.

- Det har været hårdt at tale om, for jeg har haft svært ved at acceptere det.

Men langsomt begyndte Mia Lyberth at dele ud af sine følelser til omverdenen – også på de sociale medier, hvor hun har delt lange opslag og billeder af sin bror.

Hvordan føles det at sige højt?

- Det bliver lettere. Smerten bliver mindre, og jeg får en følelse af, at jeg hjælper andre mennesker, svarer hun.

Mia Lyberth har haft selvmord ind på livet flere gange. Hun har mistet en nær veninde for år tilbage, og i 2024 overlevede Mia Lyberth sit eget selvmordsforsøg. Noget hun senere har fortalt om i Niviaq Korneliussens podcast.

- Jeg har selv været der, hvor jeg ikke fortalte til andre om de følelser og tanker, jeg havde, siger hun og tilføjer:

- Men det er ikke noget tabu.

Lortesystem

Mia Lyberth har været enormt vred over den manglende hjælp, der først kom, da det var for sent. Det er hun stadig.

- Systemet er bare noget lort, siger hun.

Sidste år oplyste naalakkersuisoq for sundhed- og personer med handicap, at omkring 500 personer står på venteliste til en udredning i det psykiatriske system – en stor del med henblik på en mulig ADHD-diagnose. En stor del med henblik på en ADHD-udredning.

Ud af de 500 var der registreret cirka 100 børn og unge på ventelisten.

Sermitsiaq kender til flere personer, der har stået på venteliste til at få en ADHD-diagnose i mindst to år.

Da Sermitsiaq taler med Mia Lyberth, er hun lige begyndt at arbejde igen. Hun lever med sorgen og tabet af sin bror og tager en dag ad gangen. Det er hårdt, siger hun.

- Men jeg har også de dage, hvor jeg føler mig stærkere, siger hun.